Nedenfor bringes Aage Jensens artikel fra Aalborg Amtstidende, trykt d. 14. januar 1960. Stavemåde og tegnsætning er Aage Jensens, men der kan have smuttet et ord eller et komma for mig. Jeg har blot skrevet artiklen ind, så den er lettere tilgængelig.
Rettelser modtages gerne.
Til venstre ses St. Helenekilden.
Rettelser modtages gerne.
Til venstre ses St. Helenekilden.
Danmarks helligkilder er rige paa sagn
- en blanding af hedenskab, overtro og redelig søgen efter helbredelse for alkens sygdom
Af Aage Jensen
Sagnene om de danske helligkilder er legio, thi der findes vel næppe en egn i Danmark, hvor der ikke eksisterer en eller flere saadanne sagnkilder. Vi husker alle fra vor børnelærdom beretningen om Knud Lavard, der blev dræbt af sin frænde, hr. Magnus, i Haraldsted Skov i 1131. i den sang som digteren Carsten Hauch skrev om begivenheden, og som er blevet folkeeje ikke mindst takket være Niels W. Gades smukke melodi, fortælles der om Knud Lavards kilde ”De jernklædte kæmper opløfted deres sværd, saa voged den herre ved fuldmaanens skær. Da sprang der frem en kilde som sank igen i hav, det var da danske taarer, der flød ved heltens grav.”
Endnu den da i dag eksisterer Knud Lavards kilde, som den eksisterede, da Saxo første gang nedskrev beretningen om det stygge hertugmord. Men selve forbindelsen mellem kilden og Knud Lavard maa henføres til de mange sagn som saa inderligt er forbundet med vort lands saga. Mange af disse sagn fører direkte tilbage til den graa oldtid, da vore forfædre tiltroede kilderne oplivende og helbredende kraft. I mange tilfælde blev disse kilders navne knyttet til de gamle guder Odin, Tyr, Balder og Frey. Flere kilder betragtedes som hellige, fordi de laa nær et helligsted, et gudehov eller i strandkanten, hvor hav og land mødes. I vikingetiden begravedes ofte mennesker i strandkanten, og man betragtede strandbredden som et sikkert tilflugtssted fra de onde vætter. Det er sikkert også derfor, at en række kendte danske kilder i vort havomkransede land har været dyrket som hellige.
Dansk kilde med europæisk ry
En af de mest berømte af disse er Sct. Helene kilde i Nordsjælland, som en overgang opnaaede europæisk ry og kunne sammenlignes med det berømte valfartsted Lourdes i Frankrig, hvis hellige kilde stadig søges af katolikker fra mange lande i verden. Sct. Helene kilde ved nordkysten af Sjælland i en smuk, men forblæst egn har som helligkilde en rig historie, der har givet stof baade til digterkunsten og til malekunsten. Kaalund har skrevet et smukt digt om Helene kilde, og malere, professor Jørgen Sonne har malet flere lærreder med motiver fra Helene kilde og Helene fra, bl.a. hans maaske mest kendte billede ”Syge ved Helenes grav St. Hans nat”.
Det var navnlig ved St. Hans.-tide, at man gæstede denne og andre helligkilder, og dette træk er atter en påmindelse om hedenskabets tid. Midsommer, naar solen staar højest paa himlen, skulle solfesten fejres, og man mente, at paa midsommerdagen var der særlig helbredende kraft i kildens vand. Man drak af vandet eller badede de syge eller værkbrudne lemmer i det, men tillige skulle de lidende tilbringe natten ved Helenes grav, som ligger i en lille lund et kort stykke fra kilden. Denne hvilen ved en helgens grav var en overtroisk skik, som holdt sig helt indtil det 19. aarhundredes midte, da man endnu kunne finde en krykke eller et kors ved kilden og graven.
Man skulle have troet, at reformationen paa dette punkt af overtroens vildmark kunne have luget op og gjort det lyst, men det var ingenlunde tilfældet. Som de hedenske skikke levede videre under katolicismen, saaledes holdt det katolske tankesæt sig forbavsende længe paa luthersk grund. Efter at lutherdommen havde sejret i Danmark 1536, ivredes der stærkt imod kildevalfarterne. I 1528 omtalte Hans Tavsen bl.a. helligkilderne i Kippinge og Rye og fordømte den overtrom, som stod i forbindelse med valfarterne.
1554 nævner Peder Palladius at ”afgudsdyrkerne” i Kippinge og i Bidstrup ved Roskilde nu var afskaffet. Men omtrent samtidig oplyses det, at der skete mirakler saavel ved Kippinge som ved St. Søren i Rye og St. Oluf i Lunekend i Skaane. Om St. Helene kilde fortaltes ogsaa beretninger om, at krøblinge efter at have badet i kildens vand kunne kaste deres krykker.
Selveste kong Christian IV drog St. Hansdag 1639 paa kilderejse til den berømte kilde. Han brugete dens vand og ofrede 150 daler til fattigblokken, den, der endnu i dag eksisterer og staar ved vejen midt i Tisvilde by, omtrent paa det sted, hvor kongen aaret efter det første besøg lod rejse et herberg med badstue, hvor han kunne tage ind. Bønderne kørte saa vandet fra kilden til kongens varme bad.
Denne konge var imidlertid ikke det eneste kronede hoved, som beærede St. Helene kilde med besøg, ogsaa Frederik III og Christian V var på kilderejser til stedet. Naar kongerne saaledes gik i spidsen forstaar man godt, at tilstrømningen af folk maatte blive meget stor. Ofrene til kildeblokken kunne aarligt beløbe sig til ca. 100 rdl., en meget betydelig sum efter datidens forhold. Foruden at drikke af kilden yndede man ogsaa at hjembringe jord fra Helenes grav, og det kunne ske i stor maalestok. Saa sent som i 1835, da Søren Kierkegaard besøgte stedet, var der anbragt en ske ved ”graven” til at øse jord med.
Omkring St. Helene kilden og Helene grav opstod der hele tiden kildemarkeder og kildefester, hvortil der arrangeredes veritable selskabsrejser fra hovedstaden, og fra kirkens side protesteredes stærkt tiltagende drikkeri paa disse kildemarkeder.
I sit værk om danske helligkilder opgiver og stedfæster Aug. F. Schmidt i alt 618 hellige kilder. Et forbløffende stort antal kendes alene i Randers Amt, nemlig 75. Til hver af disse, som til de mange andre helligkilder, knytter der sig mange forskellige interessante sagn, og selv ned til vor tid kan man træffe vidnesbyrd om, at gamle folk, naar alt andet svigter, søger helbredelse ved en saadan kilde.
- en blanding af hedenskab, overtro og redelig søgen efter helbredelse for alkens sygdom
Af Aage Jensen
Sagnene om de danske helligkilder er legio, thi der findes vel næppe en egn i Danmark, hvor der ikke eksisterer en eller flere saadanne sagnkilder. Vi husker alle fra vor børnelærdom beretningen om Knud Lavard, der blev dræbt af sin frænde, hr. Magnus, i Haraldsted Skov i 1131. i den sang som digteren Carsten Hauch skrev om begivenheden, og som er blevet folkeeje ikke mindst takket være Niels W. Gades smukke melodi, fortælles der om Knud Lavards kilde ”De jernklædte kæmper opløfted deres sværd, saa voged den herre ved fuldmaanens skær. Da sprang der frem en kilde som sank igen i hav, det var da danske taarer, der flød ved heltens grav.”
Endnu den da i dag eksisterer Knud Lavards kilde, som den eksisterede, da Saxo første gang nedskrev beretningen om det stygge hertugmord. Men selve forbindelsen mellem kilden og Knud Lavard maa henføres til de mange sagn som saa inderligt er forbundet med vort lands saga. Mange af disse sagn fører direkte tilbage til den graa oldtid, da vore forfædre tiltroede kilderne oplivende og helbredende kraft. I mange tilfælde blev disse kilders navne knyttet til de gamle guder Odin, Tyr, Balder og Frey. Flere kilder betragtedes som hellige, fordi de laa nær et helligsted, et gudehov eller i strandkanten, hvor hav og land mødes. I vikingetiden begravedes ofte mennesker i strandkanten, og man betragtede strandbredden som et sikkert tilflugtssted fra de onde vætter. Det er sikkert også derfor, at en række kendte danske kilder i vort havomkransede land har været dyrket som hellige.
Dansk kilde med europæisk ry
En af de mest berømte af disse er Sct. Helene kilde i Nordsjælland, som en overgang opnaaede europæisk ry og kunne sammenlignes med det berømte valfartsted Lourdes i Frankrig, hvis hellige kilde stadig søges af katolikker fra mange lande i verden. Sct. Helene kilde ved nordkysten af Sjælland i en smuk, men forblæst egn har som helligkilde en rig historie, der har givet stof baade til digterkunsten og til malekunsten. Kaalund har skrevet et smukt digt om Helene kilde, og malere, professor Jørgen Sonne har malet flere lærreder med motiver fra Helene kilde og Helene fra, bl.a. hans maaske mest kendte billede ”Syge ved Helenes grav St. Hans nat”.
Det var navnlig ved St. Hans.-tide, at man gæstede denne og andre helligkilder, og dette træk er atter en påmindelse om hedenskabets tid. Midsommer, naar solen staar højest paa himlen, skulle solfesten fejres, og man mente, at paa midsommerdagen var der særlig helbredende kraft i kildens vand. Man drak af vandet eller badede de syge eller værkbrudne lemmer i det, men tillige skulle de lidende tilbringe natten ved Helenes grav, som ligger i en lille lund et kort stykke fra kilden. Denne hvilen ved en helgens grav var en overtroisk skik, som holdt sig helt indtil det 19. aarhundredes midte, da man endnu kunne finde en krykke eller et kors ved kilden og graven.
Man skulle have troet, at reformationen paa dette punkt af overtroens vildmark kunne have luget op og gjort det lyst, men det var ingenlunde tilfældet. Som de hedenske skikke levede videre under katolicismen, saaledes holdt det katolske tankesæt sig forbavsende længe paa luthersk grund. Efter at lutherdommen havde sejret i Danmark 1536, ivredes der stærkt imod kildevalfarterne. I 1528 omtalte Hans Tavsen bl.a. helligkilderne i Kippinge og Rye og fordømte den overtrom, som stod i forbindelse med valfarterne.
1554 nævner Peder Palladius at ”afgudsdyrkerne” i Kippinge og i Bidstrup ved Roskilde nu var afskaffet. Men omtrent samtidig oplyses det, at der skete mirakler saavel ved Kippinge som ved St. Søren i Rye og St. Oluf i Lunekend i Skaane. Om St. Helene kilde fortaltes ogsaa beretninger om, at krøblinge efter at have badet i kildens vand kunne kaste deres krykker.
Selveste kong Christian IV drog St. Hansdag 1639 paa kilderejse til den berømte kilde. Han brugete dens vand og ofrede 150 daler til fattigblokken, den, der endnu i dag eksisterer og staar ved vejen midt i Tisvilde by, omtrent paa det sted, hvor kongen aaret efter det første besøg lod rejse et herberg med badstue, hvor han kunne tage ind. Bønderne kørte saa vandet fra kilden til kongens varme bad.
Denne konge var imidlertid ikke det eneste kronede hoved, som beærede St. Helene kilde med besøg, ogsaa Frederik III og Christian V var på kilderejser til stedet. Naar kongerne saaledes gik i spidsen forstaar man godt, at tilstrømningen af folk maatte blive meget stor. Ofrene til kildeblokken kunne aarligt beløbe sig til ca. 100 rdl., en meget betydelig sum efter datidens forhold. Foruden at drikke af kilden yndede man ogsaa at hjembringe jord fra Helenes grav, og det kunne ske i stor maalestok. Saa sent som i 1835, da Søren Kierkegaard besøgte stedet, var der anbragt en ske ved ”graven” til at øse jord med.
Omkring St. Helene kilden og Helene grav opstod der hele tiden kildemarkeder og kildefester, hvortil der arrangeredes veritable selskabsrejser fra hovedstaden, og fra kirkens side protesteredes stærkt tiltagende drikkeri paa disse kildemarkeder.
I sit værk om danske helligkilder opgiver og stedfæster Aug. F. Schmidt i alt 618 hellige kilder. Et forbløffende stort antal kendes alene i Randers Amt, nemlig 75. Til hver af disse, som til de mange andre helligkilder, knytter der sig mange forskellige interessante sagn, og selv ned til vor tid kan man træffe vidnesbyrd om, at gamle folk, naar alt andet svigter, søger helbredelse ved en saadan kilde.
