Lørdag den 2. november 2019 kl 11, Hunderup Kirke
Dåb af 2 piger
Klokkeringning + Bedeslag (3 x 3)
1. Præludium Præsten går forrest, dåbsfolk følger med
2. Indgangsbøn v. Hanne
3. Første salme: 749: I østen stiger solen
4. Fortælling om Jesus’ dåb
Ole sidder på en stol med de små børn omkring sig og læser fra Sigurd Barrets børnebibel.
5. Anden salme: 448: Fyldt af glæde
6. Dåb – dåbsforældre og faddere går op til døbefonten. Præsten placerer dem på den bedst mulige måde i forhold til døbefont
Lovprisning og bøn
Skriftlæsning
Korstegnelse
Trosbekendelse (tilspørgsel og svar)
Dåbshandling + Bøn med håndspålæggelse
Fadervor – fælles i kirken
Faddertiltale
Forældre får gaverne – dåbsfolk tager plads igen
7. Tredje salme: 674: Sov sødt, barnlille
8. Prædiken om dåbens betydning
Prædiken:
Nu er Dicte og Asta blevet døbt, og det tog ikke langt tid og krævede ikke ret meget vand. Kun tre små håndfulde, og så blev deres hoveder tørret med en klud, som de får med hjem som et minde om i dag. Nu har de fået et mærke på deres hoved, som dog ikke er synligt for os, men som Gud kan se helt oppe fra sin himmel. Jesus sagde engang, at vi skulle døbe vores børn og lære vore børn at vokse op i troen på Gud i et liv fyldt med godhed og glæde. Når vi i dag har døbt Asta og Dicte, så har vi lagt dem over i Guds hænder og dermed begynder et nyt liv for dem, hvor de skal leve under håbets fortegn. Det som sker i dåben gør os trygge i en verden fuld af forandring og usikkerhed. De har altså fået en særlig måde at se på verden og mennesker omkring sig, ligesom vi også har dåbens gave at leve i den opgave at se alting igennem næstekærlighedens briller. Vores dåb er også vort håb, og det er også andres håb, for vores dåb forpligter os til at være noget godt for andre.
Hele livet igennem skal vi holde os til vores dåb; og når sorgen rammer os og vi føler os mægtigt kede af det, så skal vi tænke på den dåb, hvor vi fik del i Guds løfter om, at han aldrig vil forlade os eller efterlade os, selvom vi skulle blive ramt af sygdom eller depression eller stress – eller det, der er værre. Gud følger os på alle de veje, vi går på efterhånden som vi vokser op og bliver unge og skal konfirmeres, og når vi bliver voksne og selv får børn, og når vi bliver ældre og får børnebørn osv. Gud er med hele tiden og holder øje med os og holder sine hænder om os, så han griber ud efter os, når vi falder. Nogle gange slår det hårdt, når vi falder, men han viser os altid nye veje og nye muligheder, hvor sorgen vendes til glæde og tvivl vendes til tro. Det er også derfor vi går i kirke til gudstjenester; for at være her i rummet, der rummer os alle uanset om vi er gamle eller unge, smarte eller dumme, tykke eller tynde. Her er plads til alle, og her er plads til, at vi bare kan være, dem vi er; og som vi nu engang er, er vi allerede elskede af Gud. Vi skal ikke først gøre os fortjente til hans omsorg eller barmhjertighed, men han giver os på forhånd det, vi har brug for. Men Gud kan være en svær medspiller i vores liv, fordi vi ikke altid tydeligt kan se, hvordan han virker. Vi må øve os i at have øjne for Guds velsignelser.
Derfor blev Jesus hans ansigt i vores verden; han levede for at inspirere os til at leve ligesådan, og han gik ind i døden og bekæmpede dødens trussel for at vise, at intet kan rive os ud af Guds kærlighed. Ved dåben fik vi Guds kærlighedsstempel på hovedet. På det stempel står der: Du tilhører Gud, / intet han rive dig ud / af hans almægtige hænder / som holder dig selvom din verden ender.
Det er store ord, vi hører denne lørdag formiddag, men ordene er store, fordi Gud ønsker det bedste for os. Ligesom en far eller mor kan bruge stolte ord i store taler, f.eks. ved konfirmation, sådan taler Gud også til os for at lade os vide, at han tænker store tanker om os. Når Han taler, og når vi hører, så kommer hans ånd til os for at skabe røre og bevægelse i hjerte, sind og tanker. Så begynder vi at mærke vores samvittighed og mærke efter, om vi nu også stadig holder os til den dåb og det håb, som Gud og vores forældre har givet os og ønsket for os, dengang vi var ganske små og spæde. Dengang, vi ikke kunne andet end prutte og bøvse og vræle; dengang vi var irriterende og krævende stjal alles søvn og sjælefred. Dengang blev vi elsket af vore forældre, og det var sandelig ikke fordi, vi havde fortjent det, men fordi - sådan er det bare – og det skal man ikke forklejne ved at forsøge at forklare. Nej, tro må der til; tro på hinanden, tro på det bedste for barnet, tro på Gud for livets skyld, tro på kærligheden for glædens skyld, og tro på det håb vi fik ved vor dåb – for håb er lys og lyst og liv. Vi er skabt til at leve og sat her for at elske. Amen.
9. Fjerde salme: 49: Ingen er så tryg i fare
10. Bøn (nr. 10 i salmebogen, at være forældre)
Lad os alle bede!
Herre, tak fordi du har betroet os den store opgave at være forældre. Hjælp os til at tage vare på det kald efter din vilje, så vore børn får en stærk og varm oplevelse af kærligheden. Hjælp os til at give dem al den opmærksomhed og støtte, de har brug for. At være overbærende og tålmodige, men også sætte grænser de rette steder. Vil du også hjælpe os til, at vi i ord og gerning må vise dem, hvad det betyder at tro på dig, så de oplever det som livets lykke, at de får lov at være dine børn. Amen.
11. Velsignelse
Modtag Herrens velsignelse:
Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! Menigheden svarer: Amen. Amen. Amen.
12. Femte salme: 787: Du som har tændt
13. Udgangsbøn v. Hanne
14. Postludium – præst og dåbsfolk går ud
Dåb af 2 piger
Klokkeringning + Bedeslag (3 x 3)
1. Præludium Præsten går forrest, dåbsfolk følger med
2. Indgangsbøn v. Hanne
3. Første salme: 749: I østen stiger solen
4. Fortælling om Jesus’ dåb
Ole sidder på en stol med de små børn omkring sig og læser fra Sigurd Barrets børnebibel.
5. Anden salme: 448: Fyldt af glæde
6. Dåb – dåbsforældre og faddere går op til døbefonten. Præsten placerer dem på den bedst mulige måde i forhold til døbefont
Lovprisning og bøn
Skriftlæsning
Korstegnelse
Trosbekendelse (tilspørgsel og svar)
Dåbshandling + Bøn med håndspålæggelse
Fadervor – fælles i kirken
Faddertiltale
Forældre får gaverne – dåbsfolk tager plads igen
7. Tredje salme: 674: Sov sødt, barnlille
8. Prædiken om dåbens betydning
Prædiken:
Nu er Dicte og Asta blevet døbt, og det tog ikke langt tid og krævede ikke ret meget vand. Kun tre små håndfulde, og så blev deres hoveder tørret med en klud, som de får med hjem som et minde om i dag. Nu har de fået et mærke på deres hoved, som dog ikke er synligt for os, men som Gud kan se helt oppe fra sin himmel. Jesus sagde engang, at vi skulle døbe vores børn og lære vore børn at vokse op i troen på Gud i et liv fyldt med godhed og glæde. Når vi i dag har døbt Asta og Dicte, så har vi lagt dem over i Guds hænder og dermed begynder et nyt liv for dem, hvor de skal leve under håbets fortegn. Det som sker i dåben gør os trygge i en verden fuld af forandring og usikkerhed. De har altså fået en særlig måde at se på verden og mennesker omkring sig, ligesom vi også har dåbens gave at leve i den opgave at se alting igennem næstekærlighedens briller. Vores dåb er også vort håb, og det er også andres håb, for vores dåb forpligter os til at være noget godt for andre.
Hele livet igennem skal vi holde os til vores dåb; og når sorgen rammer os og vi føler os mægtigt kede af det, så skal vi tænke på den dåb, hvor vi fik del i Guds løfter om, at han aldrig vil forlade os eller efterlade os, selvom vi skulle blive ramt af sygdom eller depression eller stress – eller det, der er værre. Gud følger os på alle de veje, vi går på efterhånden som vi vokser op og bliver unge og skal konfirmeres, og når vi bliver voksne og selv får børn, og når vi bliver ældre og får børnebørn osv. Gud er med hele tiden og holder øje med os og holder sine hænder om os, så han griber ud efter os, når vi falder. Nogle gange slår det hårdt, når vi falder, men han viser os altid nye veje og nye muligheder, hvor sorgen vendes til glæde og tvivl vendes til tro. Det er også derfor vi går i kirke til gudstjenester; for at være her i rummet, der rummer os alle uanset om vi er gamle eller unge, smarte eller dumme, tykke eller tynde. Her er plads til alle, og her er plads til, at vi bare kan være, dem vi er; og som vi nu engang er, er vi allerede elskede af Gud. Vi skal ikke først gøre os fortjente til hans omsorg eller barmhjertighed, men han giver os på forhånd det, vi har brug for. Men Gud kan være en svær medspiller i vores liv, fordi vi ikke altid tydeligt kan se, hvordan han virker. Vi må øve os i at have øjne for Guds velsignelser.
Derfor blev Jesus hans ansigt i vores verden; han levede for at inspirere os til at leve ligesådan, og han gik ind i døden og bekæmpede dødens trussel for at vise, at intet kan rive os ud af Guds kærlighed. Ved dåben fik vi Guds kærlighedsstempel på hovedet. På det stempel står der: Du tilhører Gud, / intet han rive dig ud / af hans almægtige hænder / som holder dig selvom din verden ender.
Det er store ord, vi hører denne lørdag formiddag, men ordene er store, fordi Gud ønsker det bedste for os. Ligesom en far eller mor kan bruge stolte ord i store taler, f.eks. ved konfirmation, sådan taler Gud også til os for at lade os vide, at han tænker store tanker om os. Når Han taler, og når vi hører, så kommer hans ånd til os for at skabe røre og bevægelse i hjerte, sind og tanker. Så begynder vi at mærke vores samvittighed og mærke efter, om vi nu også stadig holder os til den dåb og det håb, som Gud og vores forældre har givet os og ønsket for os, dengang vi var ganske små og spæde. Dengang, vi ikke kunne andet end prutte og bøvse og vræle; dengang vi var irriterende og krævende stjal alles søvn og sjælefred. Dengang blev vi elsket af vore forældre, og det var sandelig ikke fordi, vi havde fortjent det, men fordi - sådan er det bare – og det skal man ikke forklejne ved at forsøge at forklare. Nej, tro må der til; tro på hinanden, tro på det bedste for barnet, tro på Gud for livets skyld, tro på kærligheden for glædens skyld, og tro på det håb vi fik ved vor dåb – for håb er lys og lyst og liv. Vi er skabt til at leve og sat her for at elske. Amen.
9. Fjerde salme: 49: Ingen er så tryg i fare
10. Bøn (nr. 10 i salmebogen, at være forældre)
Lad os alle bede!
Herre, tak fordi du har betroet os den store opgave at være forældre. Hjælp os til at tage vare på det kald efter din vilje, så vore børn får en stærk og varm oplevelse af kærligheden. Hjælp os til at give dem al den opmærksomhed og støtte, de har brug for. At være overbærende og tålmodige, men også sætte grænser de rette steder. Vil du også hjælpe os til, at vi i ord og gerning må vise dem, hvad det betyder at tro på dig, så de oplever det som livets lykke, at de får lov at være dine børn. Amen.
11. Velsignelse
Modtag Herrens velsignelse:
Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! Menigheden svarer: Amen. Amen. Amen.
12. Femte salme: 787: Du som har tændt
13. Udgangsbøn v. Hanne
14. Postludium – præst og dåbsfolk går ud
