Brug dine talenter til glæde og gavn for andre

Bibelteksterne til Søndag Septuagesima kan læses her. Salmerne: nr. 4 Giv mig, Gud, en salmetunge, nr. 658 Når jeg er træt og trist, når modet svigter, nr. 7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære, nr. 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord, nr. 366 Nogen må våge i verdens nat. 

Nogle vil mene, at vi lever i en håbløs tid, hvor talentløsheden er himmelråbende; at de unge er historieløse, at de unge altid opfører sig dårligere end de voksne, at de unge er dovne og arbejdsløse og bliver gravide alt for tidligt. Sådan ser vi det på den ene side. På den anden side har vi med X-faktor sat fokus på dén enkelte, der har et ganske særligt talent, som de andre ikke har, og derfor må de forlade scenen med sænket hoved og knuste drømme.

Det almene er ikke godt nok, vi vil have noget særligt. Inden for sportens verden og på de højere uddannelsessteder gør man meget for at pleje det talent, man aner hos det unge menneske. Talenter er noget, der skal dyrkes, hvis man vil blive rigtig god. Selv geniale mennesker når ikke frem til deres banebrydende resultater, hvis ikke de bruger meget tid og mange kræfter på at udvikle sig inden for et bestemt felt. Dem, der har et gryende talent, får mere opmærksomhed end dem, der synes at være talentløse. De mest talentfulde fejrer vi med champagne og blomster på succesens sejrspodie.

På nogle amerikanske high schools får studerende nemmere adgang til de gode universiteter, hvis de har talent for sport. Der er altså en direkte sammenhæng mellem talent og social status; det betyder også, at dem, der ikke har talenter inden for særlige områder, dumpes, skrottes og efterlades på samfundets socialt set lavere trin.

I Danmark er det nærmest tværtimod sådan, at vi inden for uddannelser helst ikke vil skelne mellem de dygtige og de dårlige. Kommuneskolernes klasser bliver samlekasser for grupper af elever, der talentmæssigt kan ligge langt fra hinanden. Og det er ikke altid positivt; det kan føre til nederlag både for den talentfulde og den talentløse.

Når Jesus i dag sammenligner Himmeriget med talentforvaltning, så handler det hverken om undervisningssystem, coaching eller talentpleje af den enkelte. De tre mænd får forskelligt antal talenter, og vi kan være hurtige til at se os selv i den sammenhæng; stod vi selv forrest eller bagerst i køen, da der blev uddelt talenter? Hvis vi begynder at tænke, at vi ikke er meget værd, fordi vi føler, vore talenter er små eller få, så har vi misforstået Jesu pointe. Pointen ligger nemlig ikke i, hvor mange talenter man har fået men i, hvordan tjenerne forvalter de talenter, de trods alt har fået.

I vores sammenhæng kan vi undre os. Der tales meget om social ulighed, økonomisk skævhed, genetiske fejl og mangler samt en global uretfærdighed. Nogle lever længe, andre kort. Nogle ejer meget, andre intet. Nogle lever godt og lykkeligt, andre dårligt og ulykkeligt. Nogle lever i fred og fordragelighed, andre i krig og kriser. Der tales om, at ikke alle har lige meget, og vi forsøger at opveje det ved at lave den ene nationale indsamling efter den anden.

Vi vil så gerne skabe lige muligheder for alle, og sikre alle en vis portion succes og lykke i livet, men uretfærdigheden stikker sit grimme fjæs frem igen og igen. Det er som om alverdens talenter, alskens god vilje og gode tanker ikke formår at få bugt med den uretfærdighed og ulighed, der er så tydeligt for enhver, der kommer for skade at åbne avisen eller tænde TV'et.

Hvis vi skal have noget ud af dagens bibeltekster, så må vi opholde os lidt ved Jesu lignelse om de tre tjenere. Formålet med at manden giver formuen til sine tjenere er, at tjenerne skal øge mandens rigdom. Han gør dem altså til forvaltere af sin formue. I begyndelsen af lignelsen ved vi godt, at tjeneren, der kun får én talent, er en dårlig tjener; han får jo netop kun én talent. Men at han overhovedet får en talent betyder samtidigt, at manden giver ham en chance; en chance for at være medarbejder på mandens formue.

Men det var en chance, som tjeneren spildte ved at ringeagte mandens udstrakte hånd; han ville ikke, gad ikke, turde ikke forsøge at forvalte den betroede talent. En dårlig forvalter er den, der blot graver de betroede penge ned. Penge gror ikke på træerne, og selvom tjeneren plantede talenterne som frø, kom der hverken spirer eller renter deraf. Det var ikke en stor opgave, tjeneren fik i forhold til de andre, men selv dén magtede han ikke at overkomme. Han frygtede manden, og af frygt nærede tjeneren mistillid til manden. Af frygt gemte han pengene væk; talenterne gravede han ned i et hul. Mandens tiltro til tjeneren blev mødt af tjenerens mistro, mistillid og frygt.

Fortællingen om Job er fortællingen om en mand, der mistede tilliden til Gud. Job var meget rig, havde en stor familie og var velanset i byen. I løbet af kort tid blev det hele taget fra ham; hans familie døde, hans rigdom blev stjålet, han blev syg og mistede sin velstand og velanseelse. Han kunne kun give op og beklage sig over al den uretfærdighed, al den elendighed, der havde ramt ham som et lyn fra en klar himmel. Dér sad Job nu på det bare ørkensand i middagsheden; ensom og forladt i sin sorg og følelse af universel uretfærdighed. Han løftede sin anklagende røst til Gud i himlen: ”Hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud?” Mange nulevende mennesker kunne gøre Jobs ord til deres egne, for uretfærdigheden rammer bredt og – nå ja, uretfærdigt.

At dvæle ved sin selvynk over, at verden er uretfærdig, og at man kun er et fattigt, ydmygt, lille menneske over for den store verdens trælse håbløshed, er ikke noget, der lå til den gæve apostel Paulus. Han skriver et sted om, hvordan han er blevet stenet et par gange, fængslet mange gange, hvordan han var lige ved at drukne som følge af skibbrud og mere i samme dur. Det var nærmest som om, at jo mere modstand han mødte på sin vej, desto mere arbejdede han sig fremad.

Paulus var en mand, der havde fået en håndfuld talenter, og han ville gøre alt, hvad han kunne for at øge sin herres formue. Derfor så han ikke på sin egen fortjeneste eller gevinst eller udgifter og risiko, men var fokuseret på at investere talenterne til glæde og gavn for flest mulige. Paulus var som en dygtig amerikansk studerende, der med flid og hårdt arbejde fik adgang til det bedste universitet i USA.

Af personlig erfaring ved jeg godt, at det ikke er muligt for alle at leve og forvalte ligesom Paulus. Men jeg tror heller ikke, det er et mål i sig selv. Den nåde, fred og velsignelse, som Gud giver os både dagligt og i dåbens bad og nadverens fællesspisning, har vi fået givet til at forvalte til glæde og gavn for mange.

Fokus skal altså ikke ligge på, hvad vi selv får ud af det, men hvordan vi i vort liv og arbejde med vore få eller mange talenter kan blive til glæde og gavn for andre. Og når vi engang imellem finder os selv som den tjener, der gravede sine talenter ned, må vi i tillid til Gud krybe til korset og atter modtage nåde, fred og velsignelse til endnu en chance for at forvalte de talenter, vi har fået betroet.

Vi lever altså ikke i en håbløs tid, for vi har fået endnu en chance, og vi har stadig nogle talenter, der skal forvaltes; vi har et liv, der skal investeres. Og vi kan stadig gå til gudstjeneste, hvor bønner, salmesang og nadverfællesskab kan styrke os i vort daglige liv og arbejde. Lad os derfor gå herfra tillidsfulde med løftede hoveder og tjene Herren med glæde til gavn for mange.

Amen.