Begravelse er en påske – begravelsesgudstjenestens liturgi
af Iben Munkgaard Davids
Bookmaker, Graasten: Anis. 2016. 144 s. 165 kr.
Anmeldt af sognepræst cand.theol. Ole Madsen
Memento mori
Det er en gammel indsigt og sandhed, at det eneste vi med sikkerhed i livet ved er, at vi engang skal dø – alt andet er usikkert. Tidspunktet og omstændighederne og årsagen til døden kan vi ikke kende på forhånd, med mindre der er tale om selvmord eller eutanasi. Døden som perspektiv og horisont giver anledning til at tale dels om livet, der skal leves og dels om den sidste afsked med afdøde. Begravelse er i evangelisk-luthersk folkekirkelig henseende en sjælesørgerisk ceremoni for de efterladte og ikke en gudstjeneste for den afdøde.
Iben Munkgaard Davids ”er til daglig ansat som sognepræst i et større sogn i Kolding by med hen ved 90 bisættelser/begravelser om året.” (side 9). Sådan indleder hun den bog, hun har skrevet om begravelsesgudstjenestens liturgi med tilhørende personlige overvejelser, oplevelser og erfaringer i forbindelse med død og begravelse. Med så mange (!) begravelser og/eller bisættelser årligt har hun meget empirisk materiale, som hun flittigt inddrager i bogen, hvorved læseren får en berigende erfaringsbaseret vinkel. Døden bliver hendes anledning til at tale om livet.
Formålet med en kirkelig handling i forbindelse med død og bortgang er at give trøst til de efterladte med styrkende ord, så de finder mod og lyst til at fortsætte deres livsvandring, selvom de har mistet en medvandrer, der fremover kun bæres i minderne. Iben Munkgaard Davids anliggende er derfor med forskellige liturgier at finde frem til den mest passende form, der giver et teologisk opbyggeligt svar til det liv, vi ved, kun hælder mod død. Jesu dramatiske påske med undergang, død og opstandelse bliver den liturgiske grundklang for hendes overvejelser om begravelsesliturgi.
Påskens tre dage som grundklang i begravelsens liturgi
Iben Munkgaard Davids særlige bidrag med bogen er udfoldelsen af tanken om begravelsens liturgi som en påske. Det gælder ikke blot for afdøde, der kan se frem til en (glædelig) opstandelse, men også – og måske især – for de pårørende efterladte, der med tabet af den afdøde oplever en Langfredag. Det blev påske for Jesus med Langfredags smerte, Påskelørdags fravær og Påskedags opstandelse – den treklang genfinder Davids hos de efterladte. Begravelsen er ikke kun en ceremoni, der gennemleves og overstås på en enkelt dag, men processen med dels at tage afsked og dels at indfinde sig i livet på ny forløber over langt tid. Nogle personer ligger syge i mange dage, uger eller år, inden døden indtræffer. Andre dør på et øjeblik. I dødsøjeblikket kan pårørende drage et lettelsens suk eller hive chokeret efter vejret. Når en person dør, skal pårørende tage stilling til mange ting i forbindelse med skifteret, præst og bedemand – for mange er det stressende og uforståeligt, at statens bureaukrati kræver nærvær midt i sorgen.
Iben Munkgaard Davids gennemgår den historiske baggrund for begravelses- og bisættelsesliturgier i dansk sammenhæng, før hun med afsæt i den engelske baptistpræst Paul Shappy (side 30) giver sig i kast med begravelsen som en påske, en model hun krydrer med den svenske biskop i Linköping, Martin Modéus’ tredobbelte kærlighedsbud, der pointerer, ”at gudstjenesten er udtryk for fællesskabet mellem Gud og menneske, menneske og menneske og for menneskets relation til sig selv.” (side 33). Ved denne tænkning bliver ”enhver kirkelig begravelse en performativ påskebegivenhed med Kristus som førstegrøde.” (side 31). ”Den lille historie (menneskets) henter betydning fra den store historie (Guds).” (side 33) Modellen har sine klare pointer og liturgiske fordele, idet man kan lade sorg og savn komme til udtryk som en naturlig del af Langfredag, lade undren og tvivl få luft som Påskelørdag for derefter at se frem mod glæde, frimodighed og ny livslyst med Påskedag for øje. Kirkerummet danner rammer, der kan rumme det hele menneske med tvivl-tro og sorg-glæde.
Begravelse omfatter dog langt mere end selve den liturgiske handling og ceremoni i kirken, og påske er langt mere end de tre dramatiske dage. Iben Munkgaard Davids udvider derfor modellen med både Palmesøndag og Skærtorsdag, hvorved de (mellem)menneskelige relationer fremhæves helt efter Modéus’ tanker. Palmesøndag kan forstås som det, at vi drages ind i hinandens liv på godt og ondt – det er her relationerne udvikles og uddybes, og Skærtorsdag forstås som det, at vi må tage afsked med hinanden. Livet er på den måde betragtet en lang række af velkomster og afsked.
Kritik
Der er ingen tvivl om, at Iben Munkgaard Davids har skrevet en læseværdig erfaringsbaseret bog, hvoraf man som teologistuderende og erfaren præst kan blive klog. Selve tanken om begravelse som en påske er spændende, og kan give anledning til gentænkning af begravelsesliturgi. Men igennem hendes eksempler på gode begravelsestaler og ditto teologi samt liturgi, lægges der nogle gange rigtig meget (for meget!) vægt på alt det gode efter døden: Guds barmhjertige hænder, fred og ro for sjæl og sind, glædelig opstandelse, (automatisk) frelse: ”Pointen er at død og helvede er midlertidige tilstande.” (side 72), hjem til ”Paradisets blomsterhave” (side 132), hjem til Gud eller endelig ved døden at komme hjem til de andre savnede, kære afdøde, der er gået i forvejen. Hvis alt er bedre på den anden side af døden, hvorfor så ikke vælge døden nu? Evigheden er jo lige ”lang”, om man går ind i døden nu eller om mange år. Begravelsens formål er at fastholde de efterladte i, at det giver mening at leve på trods af sorg og savn. Bogens tendens til idyllisering af døden må man bære over med, idet bogens særlige bidrag er at spejle Jesu påske som et billede på ethvert menneskes død og bortgang – og opstandelse.