Klik her for at se og høre prædiken og salmesang (åbner i youtube)
Liturgi og prædiken
Indledning
Igen i dag mindes vi med flaget på hel, at Jesus fysisk opstod fra de døde og dermed brød dødens magt over livet. Egentligt fejrede vi det i går, men fordi underet er så stor, fortsætter vi fejringen i dag. Vi takker ham for hans offer og vilje til at gå den smertelige vej, som vi ikke formår; at han tog al verdens synd på sig for at bære, hvad vi ikke kan. Vi må glæde os over, at han gjorde det af kærlighed til os og af kærlighed opstod han og vendte tilbage for at fortsætte med at give os mod på og lyst til at leve – selvom vi en dag skal dø.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus. Lad os alle bede: Elskede Herre og Mester, tilgiv os, at vi ikke altid kan kende dig, når du kommer til os, som den, der er opstået fra døden, for vore øjne er slørede af tårer og tvivl. Men du kender altid os, og møder os med det navn, vi fik i dåben. Vor hjerter flyder over, og sjælen for fuglevinger, når vi mærker at vi er genkendt. Englene smiler i morgensolen. Vi beder dig: Giv os øre, så vi kan høre dig kalde på os, når vi går gennem verdens skyggedale til dødens haver. Så ved vi, at vi ikke er glemt, at vores navne ikke er slettet, men at vi skal leve hos dig i paradisets have. Vi takker dig, Fader, Søn og Helligånd, livets Herre. Amen.
Vi skal synge Salme: 49: Ingen er så tryg i fare
Indledning til læsningen:
Nu vil jeg læse et afsnit fra Paulus’ første brev til hans menighed i byen Korinth. Der var dengang en debat om, hvorvidt Jesus faktisk var opstået fra de døde. Der var forskellige konspirationsteorier om, at hans disciple havde stjålet liget af Jesus eller at Jesus kun havde været skindød og at opstandelsen bare var fake news. Men Paulus slår med syvtommesøm fast, at hvis ikke Jesus Kristus virkeligt er opstået fra de døde i kød og blod, så er kristendommen og troen tom, og så er kristne de ynkværdigste og tåbeligste af alle mennesker. Men Kristus er jo altså opstået fra de døde – døden er ikke herre over ham mere!
Læsning: * Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. (Første Korintherbrev 15,12-20) Amen
Når vi nu siger trosbekendelsen sammen, så er det for at stå sammen – hver for sig - på det værdigrundlag, som vi er fælles om her i kirken. Trosbekendelse (siges) Lad os bekende for kristne tro: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.
Vi skal synge Salme: 230: Påskemorgen slukker sorgen
Evangelielæsning I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.
Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. (Johannesevangeliet 20,1-18) Amen.
Prædiken: Ligesom i går hører vi igen i dag om Jesu opstandelse, for det er noget underligt noget, som vi må kredse om flere gange for at komme nærmere. Hovedpersonen til opstandelsen er ingen ringere end Maria Magdalene, som var en kvinde, der havde holdt sig nær ved Jesus. Vi ved ikke meget om hende, men en traditionel opfattelse er, at hun var en prostitueret, som en dag afbrød et fornemt selskab, hvor hun faldt ned for Jesu fødder, vaskede dem med sine tårer og tørrede dem med sit hår, inden hun salvede Jesu fødder med en kostbar olie. Stilheden bredte sig i den fine lokale, da denne kvinde gjorde entré uden at være indbudt og endda stjal opmærksomheden i rummet. Alle vidste, hvem hun var og ikke mindst, hvad hun var. Prostituerede kvinder har til alle tider været udskældte og en torn i øjet på det pæne samfund; de var og er sådan nogle, man gerne taler om, men som ingen helst vil tale med. Ved selskabet dengang hånede de denne Maria Magdalene, som tillod sig at røre ved Jesus, og de rynkede på deres selvretfærdige og fromme næse over, at Jesus lod hende salve hans fødder. Mange så kun kvindens ydre væsen, hendes syndige liv, og i deres indre fordømte og forbandede de hende, at hun sådan uden skam tog hans tid og opmærksomhed. Som om, hun havde ret til det!
Imens de andre tog anstød, tog Jesus imod hendes angrende omsorg. Jesus behandlede hende ikke dårligere, uanset hvor store hendes synder var. Hun kom til ham i sorg over sig selv, og sådanne mennesker viser Jesus ikke væk. Sådan var det for ham; jo større syndere, han mødte på sin vej, desto mere tilgav han dem med sin omsorg og barmhjertighed. De rige, rigtige og raske skænkede han ikke meget opmærksomhed, for det var de syge, svage, udsatte, udstødte, usle og forbandede, som han var kommet for at give et godt budskab om Guds nåde, tilgivelse og barmhjertighed; det var dem, der havde brug for en åndelig læge til deres sjælelige kvaler. Mod en egenrådig var han ikke nådig, men mod en ydmyget sjæl, var han barmhjertigheden selv.
Maria Magdalene vidste godt, at hun ikke var et af Guds bedste børn, men før hun mødte Jesus, vidste hun ikke, hvordan hun kunne lægge sit liv om; hun levede med smerten over det dårlige liv, der var blevet hendes tunge kors, men hun kunne ikke leve anderledes; bundet og fanget var hun i sin tilværelse. Hvordan skulle hun nogensinde kunne blive andet end det, som alle havde brændemærket hende med: den prostituerede? Det var først, da Jesus så hende som et menneske på lige fod med alle andre, at hun selv indså sin værdi som menneske og som et lille barn af Gud. Tilgivelse var for hende at få en ny chance, at føle sig befriet fra den skæbne, der tyngede hende ned i dyb skam og pine. Hun fik øjnene op for, at hun kunne lægge sit liv om og leve på en anden måde – se, det var for hende at opdage Guds nåde!
Hun blev set med tilgivelse og hun blev sat fri; og frivilligt fulgte hun Jesus hvor end han gik. Som kvinde kunne hun være som en mus blandt mænd, og hun kunne være tæt på som en flue på væggen. Hun skulle ikke bevise noget ligesom mændene, der kæmpede om Jesu opmærksomhed, for hun havde det fint med bare at være en del af flokken og være tæt nok på til at høre alle de vidunderlige ord, der flød fra hans mund til opmuntring af tro, håb og kærlighed. Derfor kunne hun være tæt på korset, da han sled og led og opgav ånden, for hun var kvinde, og ingen regnede hende for noget. Netop hende brugte Gud i sin gyldne plan; og hun blev det første vidne på opstandelsen. Hende, der var nedværdiget og blev spottet med afsky og hån, hun fik lov at bære budskabet om det største, der er sket på jord. Sikke en gave.
Men Maria Magdalene fik ikke alt foræret nemt og let; hun havde haft et hårdt liv, inden hun blev sat fri til rigtigt at leve i kærlighed til Gud og mennesker. Hun oplevede ved Jesu blik en omvendelse væk fra det ødelagte liv til et helbredt liv i frihed og frimodighed. Fra da af skulle hun ikke længere tilfredsstille mænd deres begær eller lyster, for hun var begyndt også at elske sig selv som et menneske. Da Jesus døde, mistede hun den eneste mand og det eneste menneske, der havde kunnet trække hende op af al den syndige klæbrighed, som hun hang fast i og som trak hende ned i selvmedlidenhed og fortabelse. Da han døde, mistede hun således alt, der var værd at leve for, og sorgen fyldte hende med tomhed og en knude af utrøstelig længsel efter ham, der slukkede hendes tørst og mættede hendes sult. Drevet af længslens smerte kom hun til graven tidligt, og måtte hente to mandelige disciple for hun kunne ikke tro sine egne øjne. Og de kom og så, at liget var væk, men de havde ikke fået åbnet øjnene for miraklet, selvom de stod lige midt i det. Jeg skal her undlade at kommentere mænds evne til at indse det åbenlyse. De to mænd skyndte sig hjem igen; der var jo ikke noget at se. Maria kunne dog ikke gå hjem, for hun græd en gråd over at nogen havde skændet gravfreden og havde bortført liget af ham, der havde sat hende fri til et nyt, velsignet liv.
Når vi græder, dækkes vore øjne af tårer, så vi ikke ser klart, men det var netop gennem tårer, at Maria Magdalene så de to engle, der spurgte ind til hendes gråd; hendes tårer viste jo også, at hun heller ikke havde forstået, at den opstandne var opstået. Hun vendte sig endda om og så direkte på frelsermanden men troede, det bare var havemanden. Hverken med tørre eller våde øjne kunne hun virkeligt se, og det kender vi jo også godt. Vort syn kan ikke altid klares med et besøg hos optikeren, for nogle gange kan vi ikke engang se skoven for bare træer. Først da Jesus kaldte hende ved navn, blev hun kaldt tilbage ind i hans guddommelige favn, og hun så på en måde, hun aldrig før havde set. Den glæde hun følte, kan vi ikke genkende, for den glæde opstår kun i det øjeblik, vi får den mistede tilbage, sådan som Maria Magdalene fik den frelser at se i levende live, som hun havde set udånde og dø. Aldrig før havde hun i sin sjæl følt så stor glæde og opmuntring til at leve, og hun gik tilbage til de tunghøre mænd og sagde med opstandelseshåbets store bogstaver, at den korsfæstede virkeligt var stået op fra de døde. Hende, der før var så udskammet og udstødt fik nu lov til at overbringe den nyhed, der skulle sætte tusinder af hjerter i brand igennem mange hundrede år. Og vi må tænke, at hvis Gud kan bruge én som hende, kan han nok også bruge en som os. Vi er slet ikke ubrugelige, selvom vi kan være tunghøre, fatsvage og være kommet ud på vilde afveje. Man siger, at alle veje fører til Rom, hvilket i hvert fald ikke passer nu, da grænserne er lukkede, men en smertelig sandhed er, at alle livets veje fører til døden.
Derfor vil jeg gerne afslutte denne påskeprædiken med i tankerne at tage jer med ud på kirkegården, der ligger rundt om denne gamle kirkebygning. Det er jo simpelthen genialt, at man kun kan komme til kirkebygningen ved at gå forbi mange forskellige gravsten. På vej herind lærer vi altså, at også vi en dag skal dø, for alle mennesker er dødelige. Men herinde bag de sikre, tykke murer, hylder vi livet og samles ved dåb, konfirmation, vielse og begravelse for at finde rum til alle vore følelser, tvivl, tro og tanker. Herinde hører vi om opstandelsen fra de døde, selvom vi derude ser, at ingen døde endnu har rejst sig. Erfaringen viser os altså kun dette ene triste: Dødens usvigelige træfsikkerhed og ubrydelighed. Kristendommen nægter dog at lade døden få det sidste ord; for der er mere i livet, end man lige går og tror. Derude ved vore kæres grave skal vi græde og savne med sorgen i brystet; ligesom Maria Magdalene gjorde ved Jesu grav. Vi mister både os selv og hinanden, og det er smerteligt, og det må vi gerne sørge over. Men når påsken fylder så meget på alle måder, er det fordi vi kredser om et håb, der ikke lader os synke ned i opgivenhed over udsigten til døden, men opmuntrer os til huske at leve. For Gud er livets Gud og han oprejser liv, hvor der er død; han frembringer lys, hvor der er mørke, og han giver håb, hvor der ellers er håbløshed. Vi kender kun ét menneske, der opstod fra de døde, og det blev bevidnet af en kvinde. Hvor er det nemt at tvivle på, men hvor er det dog styrkende og opmuntrende at håbe på! Det er en lindring for sorg og savn, at Jesus også kalder os ved vor navn.
Netop håbet skal stå som lysets stjerne for os i dag. Hvad end der sker i vore liv må vi altid håbe på, at Gud griber ind og vender det onde til noget godt. Ud af døden trak han livet; oprejste Jesus for at bryde den tunge erfaring af livets stopklods. Håbet lever; foråret og frelseren er på vej såvel ude i naturen som på hver en livets vej. Jeg vil ønske, at vi alle vil opleve påsken som Maria Magdalene, og at vi hører og indser det vidunderligste af alt på jord, så troen må spire til livslyst og livsmod på trods af trange tider, tvivl og stort besvær. Glædelig påske! Amen.
Lad os alle bede:
Gud Fader, vi takker dig for livet som du gav os at leve her på jorden. Tak for foråret og for det lysegrønne håbsdug, som du breder ud over marker og enge. Jesus Kristus, vor frelser og ven, tak fordi du gik i graven og kom op igen. Du tog magten ud af dødens mund, du fjernede afstanden mellem Gud og os. Der var kød på din opstandelse; lade det for os blive troens dannelse. God Helligånd, livgiver og vejleder, send os udholdenhed og opmuntring når vi er ensomhed og forladte. Vis os vor store Gud i det store og små og lad forårshåb og frelsertro blomstre, hvor vi end skal gå. Treenige Gud i det høje, velsign os her på jord, hvor vi lever, bor og tror. Styrk og vejled dronning, regering og folketing til at regere med visdom og retfærdighed. I Jesu navn. Amen.
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Vi skal nu synge Salme 52: Du, Herre Krist
Lad os i fællesskab bede Fadervor. Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vor daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.
Modtag Herrens velsignelse: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. I Jesu navn. Amen.
Nu skal vi synge Salme 218: Krist stod op af døde
På søndag den 19. april er jeg ikke på skærmen, men Katrine Gaub lægger en prædiken op på Kongeåpastoratets facebookside om formiddagen, som man kan klikke ind på og læse. Katrine og jeg opdaterer snarest prædikenlisten på hjemmesiden, for der går jo desværre noget tid endnu, inden vi kan samles. Indtil da vil jeg ønske jer alt godt. Pas på jer selv og hinanden. Glædelig påske og på gensyn!