Andagten på video (god lyd. Åbner i youtube)
Liturgi og prædiken
Live-streaming 2. s.e. Påske 26. april 2020 kl. 11 Vilslev
Indledning
Så blev det søndag igen, foråret er her, og det er nu 7. søndag efter corona-nedlukningen af landet. I dag har jeg sat et tema på andagten: Er meningen forsvundet?, og det vil jeg udfolde i min prædiken. Når jeg har valgt dette tema, så skyldes det, at meningsløsheden og fortvivlelsen efterhånden griber mange i vores tid og situation.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus. Lad os alle bede: Gode Gud, ved dåbsfadets stille vand kaldes vi dine børn. Korset, som du tegner på os, tager frygten for alt det onde fra os. Du leder os med åndens kraft til et liv i dine grønne enge hvor du selv vil passe på os. Vi takker dig, fordi du kommer til os som den store hyrde, og vi beder dig: Lad os aldrig tvivle på, hvem du er. Hold vore sanser åbne så vi kan høre din stemme og mærke trøstens stav som du har givet os i hånden. Lad os altid være hjemme i dit hus, Fader, Søn og Helligånd, Livets Herre. Amen.
Vi skal synge Salme: 392: Himlene, Herre, fortælle din ære
Indledning til læsningen: Nu vil jeg læse et stykke fra den bog, der handler om, hvordan det gik for dem, der levede tæt på Jesus. Bogen findes i Det nye Testamente og kaldes Apostlenes Gerninger. Vi skal høre om apostlen Peter, som taler om, hvad jøderne skulle gøre, fordi de angrede, at de havde fået slået Jesus ihjel. Og Peters svar er fuld af tilgivelse: De skal lade sig døbe.
Læsning: * Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Peter sagde: »Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.« Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?« Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.« Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: »Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!« De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til. Apostlenes Gerninger 2,36-41Amen
Når vi nu siger trosbekendelsen sammen, så er det for at stå sammen – hver for sig - på det værdigrundlag, som vi er fælles om her i kirken. Trosbekendelse (siges) Lad os bekende for kristne tro: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.
Vi skal synge Salme: 662: Hvad kan os komme til for nød
Evangelielæsning I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Johannesevangeliet 10,22-30 Amen.
Prædiken:
Giver noget af alt dette overhovedet mening længere? Her står jeg bag skærmen i en stor, tom og øde kirke i en gammeldags klædedragt, der sidste gang var moderne engang i 1620’erne og læser oldgamle tekster om en ældgammel strid mellem jøder og Jesus, om omvendelse, dåb og får. Jeg forsøger at lade som ingenting og både taler og synger frejdigt til det lille mobilkamera foran mig, uden at jeg ved, hvordan det lyder eller modtages derude hos jer, hvor I prøver at se og høre og forstå, hvad præsten dog laver i kirken. Jeg har endnu ikke haft corona-smitten tæt inde på livet, men corona-kuller begynder man da så småt at have, når man ikke kan leve den almindelige, jævne og muntre hverdag, som man har haft så mange af i sit liv. Livet i præstegården er på mange måder anderledes. Min kone er på barsel, og vi venter en snarlig fødsel; selvom man jo aldrig kan vide noget med sikkerhed, hvad den slags angår. Min ene bonusdatter går i skole en halv skoledag, den anden er hjemme hele dagen, og også de længes efter normale tilstande altså efter det liv, vi havde før, virussen kom som en besættelsesmagt og tvang os til at holde afstand, til at vaske hænder i svie og smerte, og til at lukke ned for det sociale, hyggelige og ubekymrede liv, vi har levet så længe, at vi knap nok kender til andet.
Vi prøver derhjemme at holde modet oppe og humøret højt; jeg prøver at arbejde så normalt, som muligt og bruger tiden på at forberede konfirmationerne, som jeg håber, kan holdes i begyndelsen af juni. Men min nattesøvn bliver forstyrret af frustrerede tanker om, at vi ikke mere er så meget herre i eget hus som vi var for bare få måneder siden. Vi er blevet enormt begrænsede i vores liv og tilværelse på en måde, som vi aldrig før har prøvet. Selvom vi herude vestpå er så privilegerede, at vi bare kan gå uden for uden risiko for at danne menneskeklumper, som politiet vil opløse, så kigger vi alligevel skævt til dem, der hoster eller står lidt for tæt på os. Og når vi ser film, mærker vi instinktivt det forkerte ved, at de derinde i filmen giver hinanden et håndtryk! Ak, dette håndtryk, der jo var så naturligt for os, er blevet bandlyst. Det naturlige levede liv er virkeligt sat under pres, og det er svært at vide, hvor længe vi kan holde til det; oprøret ulmer rundt omkring og nogle vil næsten hellere have corona end én dag mere i den frivillige karantæne. Kirkerne er stadigt lukkede - indtil videre helt til 10. maj, så vi ikke kan holde gudstjenester herinde. Som præst kan man da godt lave videoer med musik og sang og live-streaminger andagter og en masse andet digitalt, men jeg mærker tydeligt, hvordan det slet ikke slår til. På trods af alle vore sociale medier, er vi jo overhovedet ikke digitale væsner, men rigtige, levende mennesker af kød, marv og ben og blod og ånd, sjæl, sind og tanker; vi eksisterer ikke som computeranimerede figurer men som individer og personer med følelser, med længsler, drømme og håb. Og desuden er sådan en live-streaming eller video-andagt jo intet værd for dem, der ikke bruger internet og computer.
Modløshed, frustration og længsel – ja, det kender vi også til i præstegården, og blandt præster i hele landet kan jeg på facebook tydeligt mærke, at mange er mere end mættede af alt det digitale. De har hurtigt fået nok af at være youtube-stjerne. Men så i dag hører vi at Jesus er den gode hyrde for dem, der tror på ham. Og straks tænker vi, jamen skal en god hyrde da ikke passe på sine får og værne dem imod ulve og bjørne, mod sygdomme og forskellige fare? Ellers er han vel en dårlig hyrde. Hvis vi som døbte og kristne ikke bliver skærmet og beskyttet imod corona-virus, sygdom, fare og andre slags modgang, er det så fordi, vi ikke er hans får, eller er det fordi, Jesus ikke tager sig af os? Det er nemt at tvivle og begynde at tænke sådanne nedslående tanker, for når det går godt, kan vi jo nemt tro på, at Gud i sin almægtighed kan gøre alting godt. Og når alt det gode så ikke sker, så undrer vi os; for hvad er så meningen? Det er netop dette, der er kernen for mange andre spørgsmål om troen på Gud og om vores håb til Jesus. Hvordan kan vi tro på den gode Gud, når det føles som om, han bare sidder langt væk i sin himmel, og at vi hernede på jorden ikke oplever hans omsorg?
Som kristen og som præst mener jeg, at vi først og fremmest skal være ærlige over for os selv om alle de tanker og al den tvivl, der fylder hos os. Lad os tale frit om det. Sådanne tanker kan dog også virke ligesom gift, der langsomt nedbryder både tro og håb og kærlighed. Sådanne tanker er i virkeligheden små djævle, der forsøger at tage troen fra os. For vi kan nemt tvivle om alt, og derfor skal vi have en modgift. Den har vi som regel fået ved gudstjenester, fællessang og samvær, men nu hvor vi sidder alene rundt omkring, så må vi ad andre veje få den modgift, der stadig findes i at synge salmer, bede til Gud og læse i Bibelen. For selvom vi er pressede, er vi ikke knust, vi er i tvivl, men ikke fortvivlede; selvom vi lever i uvished, må vi ikke give op. På trods af al modgang har vi stadig et håb. Det ene lille håb, som vi fik dengang i vores dåb. Vi håber stadigvæk på, at den gode hyrde ikke har efterladt os, men at han fører os, selvom vi skal gå gennem farlige landskaber, og at han finder os, hvis vi går vild på vejen. Som hyrde går han i forvejen og ved, hvor vi skal hen. Alene han kan se ud i horisonten og han kender målet for vores vandring.
Lige nu går vores vandring gennem besværlige tider, hvor vi må lide afsavn af mange ting. Vi hører om, hvordan samfundets økonomi presses, hvordan små selvstændige frygter for deres livsværk, hvordan ældre sidder alene på plejehjem og børn vasker deres hænder til blods i skolerne. Sådan er det her til lands. Løfter vi blikket mod vore nabolande og det store udland er mange nationer og lande på forskellige måder i højere grad pressede af corona-besættelsen og dens følger. Vi vandrer i en ventetid, som kan bruges til eftertanke og fordybelse eller udflugt på troens vinger. For selvom vi fysisk er afgrænsede, begrænsede og fangede, så er vi frie i vores tro. Det betyder, at vi fortsat kan glæde os over dette jævne menneskeliv og at vi aldrig må give op, selvom modstanden er hård. Jeg plejer at sige, at forhindringer fremmer fantasien; altså, at vi må finde på nye veje, når vi er forhindrede i at leve, som vi plejede.
Meningen med vores liv; meningen med andagter, med salmesang og Bibellæsning – ja, meningen med troen, håbet og kærligheden er på ingen måde forsvundet. Som solen, der skjules af skyer, sådan kan tvivl og modløshed også dække for vores livsmod og livslyst. Ligesom vi dog ved, at der ovenover alting stråler en livgivende sol, sådan må vi også tro og håbe, at der foran os og ved siden af os er en hyrde, som tager vare på os, når vi som får lever hverdagens mange dage både i medgang og modgang. Jeg vil afslutte min prædiken med at opfordre til modstand imod modløshed, tvivl, tungsind og ligegyldighed – grib livet, hold fast i håbet, nyd foråret og vær din næste nær i tanker, ord og enhver næstekærlig handling, du kan finde på. God søndag. Amen.
Lad os alle bede: Gud Fader, vi takker dig for livet som du gav os at leve her på jorden. Tak for foråret og for det lysegrønne håbsdug, som du breder ud over marker og enge. Jesus Kristus, vor frelser og ven, tak fordi du gik i graven og kom op igen. Du tog frygten ud af dødens gab, du fjernede afstanden mellem Gud og os. Der var kød på din opstandelse; lad det for os blive troens dannelse. God Helligånd, livgiver og vejleder, send os udholdenhed og opmuntring når vi er ensomhed og forladte. Vis os vor store Gud i det store og små og lad forårshåb og frelsertro blomstre, hvor vi end skal gå. Treenige Gud i det høje, velsign os her på jord, hvor vi lever, bor og tror. Styrk og vejled dronning, regering og folketing til at regere med visdom og retfærdighed. I Jesu navn. Amen.
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Vi skal nu synge Salme 49: Ingen er så tryg i fare
Lad os i fællesskab bede Fadervor. Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vor daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.
Modtag Herrens velsignelse: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. I Jesu navn. Amen.
Nu skal vi synge Salme 337: Behold os, Herre, ved dit ord
På søndag den 3. maj kl. 11 er jeg igen på skærmen, hvis min kone da ikke har født, men uanset hvad, så vil sognepræst Katrine Gaub lægge sin prædiken op på Kongeåpastoratets facebookside kl. 10 på søndag, som man så kan klikke ind på og læse. Indtil vi ses igen, vil jeg ønske jer alt godt. Pas på jer selv og hinanden. God søndag og på godt gensyn!
Indledning
Så blev det søndag igen, foråret er her, og det er nu 7. søndag efter corona-nedlukningen af landet. I dag har jeg sat et tema på andagten: Er meningen forsvundet?, og det vil jeg udfolde i min prædiken. Når jeg har valgt dette tema, så skyldes det, at meningsløsheden og fortvivlelsen efterhånden griber mange i vores tid og situation.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus. Lad os alle bede: Gode Gud, ved dåbsfadets stille vand kaldes vi dine børn. Korset, som du tegner på os, tager frygten for alt det onde fra os. Du leder os med åndens kraft til et liv i dine grønne enge hvor du selv vil passe på os. Vi takker dig, fordi du kommer til os som den store hyrde, og vi beder dig: Lad os aldrig tvivle på, hvem du er. Hold vore sanser åbne så vi kan høre din stemme og mærke trøstens stav som du har givet os i hånden. Lad os altid være hjemme i dit hus, Fader, Søn og Helligånd, Livets Herre. Amen.
Vi skal synge Salme: 392: Himlene, Herre, fortælle din ære
Indledning til læsningen: Nu vil jeg læse et stykke fra den bog, der handler om, hvordan det gik for dem, der levede tæt på Jesus. Bogen findes i Det nye Testamente og kaldes Apostlenes Gerninger. Vi skal høre om apostlen Peter, som taler om, hvad jøderne skulle gøre, fordi de angrede, at de havde fået slået Jesus ihjel. Og Peters svar er fuld af tilgivelse: De skal lade sig døbe.
Læsning: * Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Peter sagde: »Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.« Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?« Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.« Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: »Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!« De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til. Apostlenes Gerninger 2,36-41Amen
Når vi nu siger trosbekendelsen sammen, så er det for at stå sammen – hver for sig - på det værdigrundlag, som vi er fælles om her i kirken. Trosbekendelse (siges) Lad os bekende for kristne tro: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.
Vi skal synge Salme: 662: Hvad kan os komme til for nød
Evangelielæsning I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Johannesevangeliet 10,22-30 Amen.
Prædiken:
Giver noget af alt dette overhovedet mening længere? Her står jeg bag skærmen i en stor, tom og øde kirke i en gammeldags klædedragt, der sidste gang var moderne engang i 1620’erne og læser oldgamle tekster om en ældgammel strid mellem jøder og Jesus, om omvendelse, dåb og får. Jeg forsøger at lade som ingenting og både taler og synger frejdigt til det lille mobilkamera foran mig, uden at jeg ved, hvordan det lyder eller modtages derude hos jer, hvor I prøver at se og høre og forstå, hvad præsten dog laver i kirken. Jeg har endnu ikke haft corona-smitten tæt inde på livet, men corona-kuller begynder man da så småt at have, når man ikke kan leve den almindelige, jævne og muntre hverdag, som man har haft så mange af i sit liv. Livet i præstegården er på mange måder anderledes. Min kone er på barsel, og vi venter en snarlig fødsel; selvom man jo aldrig kan vide noget med sikkerhed, hvad den slags angår. Min ene bonusdatter går i skole en halv skoledag, den anden er hjemme hele dagen, og også de længes efter normale tilstande altså efter det liv, vi havde før, virussen kom som en besættelsesmagt og tvang os til at holde afstand, til at vaske hænder i svie og smerte, og til at lukke ned for det sociale, hyggelige og ubekymrede liv, vi har levet så længe, at vi knap nok kender til andet.
Vi prøver derhjemme at holde modet oppe og humøret højt; jeg prøver at arbejde så normalt, som muligt og bruger tiden på at forberede konfirmationerne, som jeg håber, kan holdes i begyndelsen af juni. Men min nattesøvn bliver forstyrret af frustrerede tanker om, at vi ikke mere er så meget herre i eget hus som vi var for bare få måneder siden. Vi er blevet enormt begrænsede i vores liv og tilværelse på en måde, som vi aldrig før har prøvet. Selvom vi herude vestpå er så privilegerede, at vi bare kan gå uden for uden risiko for at danne menneskeklumper, som politiet vil opløse, så kigger vi alligevel skævt til dem, der hoster eller står lidt for tæt på os. Og når vi ser film, mærker vi instinktivt det forkerte ved, at de derinde i filmen giver hinanden et håndtryk! Ak, dette håndtryk, der jo var så naturligt for os, er blevet bandlyst. Det naturlige levede liv er virkeligt sat under pres, og det er svært at vide, hvor længe vi kan holde til det; oprøret ulmer rundt omkring og nogle vil næsten hellere have corona end én dag mere i den frivillige karantæne. Kirkerne er stadigt lukkede - indtil videre helt til 10. maj, så vi ikke kan holde gudstjenester herinde. Som præst kan man da godt lave videoer med musik og sang og live-streaminger andagter og en masse andet digitalt, men jeg mærker tydeligt, hvordan det slet ikke slår til. På trods af alle vore sociale medier, er vi jo overhovedet ikke digitale væsner, men rigtige, levende mennesker af kød, marv og ben og blod og ånd, sjæl, sind og tanker; vi eksisterer ikke som computeranimerede figurer men som individer og personer med følelser, med længsler, drømme og håb. Og desuden er sådan en live-streaming eller video-andagt jo intet værd for dem, der ikke bruger internet og computer.
Modløshed, frustration og længsel – ja, det kender vi også til i præstegården, og blandt præster i hele landet kan jeg på facebook tydeligt mærke, at mange er mere end mættede af alt det digitale. De har hurtigt fået nok af at være youtube-stjerne. Men så i dag hører vi at Jesus er den gode hyrde for dem, der tror på ham. Og straks tænker vi, jamen skal en god hyrde da ikke passe på sine får og værne dem imod ulve og bjørne, mod sygdomme og forskellige fare? Ellers er han vel en dårlig hyrde. Hvis vi som døbte og kristne ikke bliver skærmet og beskyttet imod corona-virus, sygdom, fare og andre slags modgang, er det så fordi, vi ikke er hans får, eller er det fordi, Jesus ikke tager sig af os? Det er nemt at tvivle og begynde at tænke sådanne nedslående tanker, for når det går godt, kan vi jo nemt tro på, at Gud i sin almægtighed kan gøre alting godt. Og når alt det gode så ikke sker, så undrer vi os; for hvad er så meningen? Det er netop dette, der er kernen for mange andre spørgsmål om troen på Gud og om vores håb til Jesus. Hvordan kan vi tro på den gode Gud, når det føles som om, han bare sidder langt væk i sin himmel, og at vi hernede på jorden ikke oplever hans omsorg?
Som kristen og som præst mener jeg, at vi først og fremmest skal være ærlige over for os selv om alle de tanker og al den tvivl, der fylder hos os. Lad os tale frit om det. Sådanne tanker kan dog også virke ligesom gift, der langsomt nedbryder både tro og håb og kærlighed. Sådanne tanker er i virkeligheden små djævle, der forsøger at tage troen fra os. For vi kan nemt tvivle om alt, og derfor skal vi have en modgift. Den har vi som regel fået ved gudstjenester, fællessang og samvær, men nu hvor vi sidder alene rundt omkring, så må vi ad andre veje få den modgift, der stadig findes i at synge salmer, bede til Gud og læse i Bibelen. For selvom vi er pressede, er vi ikke knust, vi er i tvivl, men ikke fortvivlede; selvom vi lever i uvished, må vi ikke give op. På trods af al modgang har vi stadig et håb. Det ene lille håb, som vi fik dengang i vores dåb. Vi håber stadigvæk på, at den gode hyrde ikke har efterladt os, men at han fører os, selvom vi skal gå gennem farlige landskaber, og at han finder os, hvis vi går vild på vejen. Som hyrde går han i forvejen og ved, hvor vi skal hen. Alene han kan se ud i horisonten og han kender målet for vores vandring.
Lige nu går vores vandring gennem besværlige tider, hvor vi må lide afsavn af mange ting. Vi hører om, hvordan samfundets økonomi presses, hvordan små selvstændige frygter for deres livsværk, hvordan ældre sidder alene på plejehjem og børn vasker deres hænder til blods i skolerne. Sådan er det her til lands. Løfter vi blikket mod vore nabolande og det store udland er mange nationer og lande på forskellige måder i højere grad pressede af corona-besættelsen og dens følger. Vi vandrer i en ventetid, som kan bruges til eftertanke og fordybelse eller udflugt på troens vinger. For selvom vi fysisk er afgrænsede, begrænsede og fangede, så er vi frie i vores tro. Det betyder, at vi fortsat kan glæde os over dette jævne menneskeliv og at vi aldrig må give op, selvom modstanden er hård. Jeg plejer at sige, at forhindringer fremmer fantasien; altså, at vi må finde på nye veje, når vi er forhindrede i at leve, som vi plejede.
Meningen med vores liv; meningen med andagter, med salmesang og Bibellæsning – ja, meningen med troen, håbet og kærligheden er på ingen måde forsvundet. Som solen, der skjules af skyer, sådan kan tvivl og modløshed også dække for vores livsmod og livslyst. Ligesom vi dog ved, at der ovenover alting stråler en livgivende sol, sådan må vi også tro og håbe, at der foran os og ved siden af os er en hyrde, som tager vare på os, når vi som får lever hverdagens mange dage både i medgang og modgang. Jeg vil afslutte min prædiken med at opfordre til modstand imod modløshed, tvivl, tungsind og ligegyldighed – grib livet, hold fast i håbet, nyd foråret og vær din næste nær i tanker, ord og enhver næstekærlig handling, du kan finde på. God søndag. Amen.
Lad os alle bede: Gud Fader, vi takker dig for livet som du gav os at leve her på jorden. Tak for foråret og for det lysegrønne håbsdug, som du breder ud over marker og enge. Jesus Kristus, vor frelser og ven, tak fordi du gik i graven og kom op igen. Du tog frygten ud af dødens gab, du fjernede afstanden mellem Gud og os. Der var kød på din opstandelse; lad det for os blive troens dannelse. God Helligånd, livgiver og vejleder, send os udholdenhed og opmuntring når vi er ensomhed og forladte. Vis os vor store Gud i det store og små og lad forårshåb og frelsertro blomstre, hvor vi end skal gå. Treenige Gud i det høje, velsign os her på jord, hvor vi lever, bor og tror. Styrk og vejled dronning, regering og folketing til at regere med visdom og retfærdighed. I Jesu navn. Amen.
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Vi skal nu synge Salme 49: Ingen er så tryg i fare
Lad os i fællesskab bede Fadervor. Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vor daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.
Modtag Herrens velsignelse: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. I Jesu navn. Amen.
Nu skal vi synge Salme 337: Behold os, Herre, ved dit ord
På søndag den 3. maj kl. 11 er jeg igen på skærmen, hvis min kone da ikke har født, men uanset hvad, så vil sognepræst Katrine Gaub lægge sin prædiken op på Kongeåpastoratets facebookside kl. 10 på søndag, som man så kan klikke ind på og læse. Indtil vi ses igen, vil jeg ønske jer alt godt. Pas på jer selv og hinanden. God søndag og på godt gensyn!
