Penge er noget underligt noget. Disse papirsedler og metalmønter har en stor betydning for os. På ét stykke papir står der ”50 kr.” på et andet ”1000 kr.”, og selvom børn ville vælge papiret med flest farver, vil voksne vælge papiret med det største tal. Penge fylder meget i vort liv, naturligvis, for vi arbejder alle i en eller anden grad for at skaffe os flere af disse papirstykker og metalstumper med tal på. I de helt gamle dage, før man fik mønter og sedler, optalte man sin rigdom i dyr såsom heste, grise, køer og får samt afgrøder som korn. Men det var svært at opbevare sådanne rigdomme i sit skatkammer, så opfindelsen af penge var genialt. Med mønter og sedler kunne man langt nemmere handle med hinanden, og man kunne stable sine skatte i flotte stakke og bunker i sine jernkister og store skatkamre – ligesom kong Salomon eller Joakim von And.
”Tid er penge” siger man og haster videre i sit travle program for at tjene flere penge, inden tiden rinder ud. For tiden rinder ud for os alle på et eller andet tidspunkt. Men vi ved bare ikke, hvornår kirkelokken ringer for vores sjæl. Det komiske er, at vi har fået livet og tiden gratis, og før vi har tænkt os om, har vi byttet tiden og livet for penge, som vi kan købe ting for. Men der er ingen returret; vi kan ikke få tiden og livet igen, uanset hvor mange penge vi betaler. Det er ikke ukendt, at mange på dødslejet fortryder at have haft et travlt arbejdsliv; fortryder, at de ikke tilbragte mere tid sammen med deres nære og kære. Ikke desto mindre skriver aviserne flere og flere historier om arbejdsnarkomaner, der har stirret sig blinde på karriere, magt og penge imens de ikke skyr nogen midler for at nå deres mål – uanset, hvor høje omkostningerne er. Det er den gamle historie om, at øjnene aldrig bliver mætte; jo mere slik vi ser, desto mere vil vi have fingre i – men vi ender med mavepine, hvis vi giver efter for øjnenes lystige blikke.
Jagten efter rigdom og velstand er så gammel som mennesket selv, og fra barnsben lærer vi grådigheden at kende, ide vi rager til os af de ting, vi godt kan lide. Efterhånden som vi vokser op lærer vi, at vi ikke kan få alt, hvad vi peger på, og efterhånden lærer vi måske også at give afkald på mange af de ting, vi egentlig længes efter. For vi jagter ikke kun materiel rigdom, men også rigdom i form af venskaber, anerkendelse i fællesskaber, accept og nærvær, og det er desværre ikke alle forundt at få en del af lagkagen. Nogle mennesker går igennem livet uden at have ejet så meget som en rød reje, og andre går igennem livet uden at have elsket eller at være blevet elsket af andre mennesker. Uretfærdigheden er uretfærdig fordelt.
I London sker der alt muligt. Den seneste tid har man på internettet kunnet se en video af en mand, der går rundt på en meget befærdet gade med et reklameskilt og deler løbesedler ud. Det ser umiddelbart meget normalt ud, indtil man hører, hvad han siger. Og mange standser op på gaden, fordi hans budskab er meget underligt. ”Fuck the poor” (Skidt med de fattige / til Helvede med de fattige) siger han, og rækker en løbeseddel til den nærmeste forbipasserende. Folk på gaden bliver selvfølgeligt sure, for det kan man da ikke tillade sig at sige! Forargede samfundsbevidste borgere omringer efterhånden manden og kræver, at han holder op med at udbrede sit hadske og menneskefjendske og ugudelige budskab. De fattige er også mennesker, og selvfølgelig skal vi ikke være ligeglade med dem. I videoen får de forbipasserende rigtig sat skik på manden. Det kan vi godt relatere til. Vi skal behandle de fattige ordentligt; de er jo ikke alle sammen skyld i at være røget ud på et sidespor i tilværelsen, og vort samfund er da både humant og har masser af velfærd. Scenen skifter i videoen. Manden har skiftet reklameskilt og løbesedler. Nu går han rundt med et andet budskab, men det hører folk ikke. Han vandrer op og ned ad den samme befærdede gade som før, men denne gang bliver ingen forargede, ingen standser op for at tale med manden, ingen tager hans løbesedler. Hans nye reklameskilt og hans nye løbesedler handler om en indsamling til gavn for de fattige i samfundet. Men folk er så vant til at høre om det, at de ikke længere lytter. Der er ingen forargelse; de fattige er der jo altid.
Man skal ikke være professor for at se, hvordan den korte video udstiller menneskers hykleri. Hykleri er, at vi siger én ting, men gør noget helt andet. Hykleri er at blive forarget over mandens budskab, fordi han afslører folk; de vil gerne være politisk korrekte og gode, men de gør ikke selv det, de prædiker for andre. Lyder det bekendt? Ja, for det gode vi vil, det gør vi ikke, men det onde, vi ikke vil, det gør vi. Det onde er som oftest den ligegyldighed, hvormed vi overser den fattige, den sammensunkne, den hjemløse, den fremmede og den hjælpeløse. Det er gratis at blive forarget over andre mennesker, der gør det forkerte, men når det koster os selv noget at gøre det rigtige, springer mange fra. Måske af bekvemmelighed, måske af egoisme, måske af frygt, måske af opgivenhed, måske en tanke om, at det alligevel ikke nytter noget.
Men hvis vi vender billedet om og sætter os i den andens sted, ville vi så alligevel ikke i stedet for et koldt og afvisende blik hellere have en håndsrækning, hvor lille den så end er? Det er nemt at være forarget på den politisk korrekte måde, når vi selv har vort på det tørre. Men i dag får vi smidt en våd klud i hovedet af Jesu lignelse. Jesus har det med at ødelægge vore magelige forestillinger om, at vi er gode mennesker. Og det skal han have tak for. Tænk, hvis vi gik i stå her midt i livet, fordi vi begyndte at tro på, at den nuværende tilstand er godt for alle. Jesus er radikal i sin måde at tænke om mennesker og livet; og derfor må vi enten afvise ham eller lytte nærmere. Og så er vi da heldige at befinde os her i kirken, hvor vi har sat tiden af til at høre hans ord.
Som mennesker har vi fået givet utroligt meget bare ved, at vi eksisterer og findes her iblandt hinanden. Hver barn er et mirakel, og hvert menneske er et under. Livet og tiden har vi alle fået givet sammen med forskellige talenter. Uanset vores fysiske eller mentale formåen, har vi altid mulighed for enten berige hinanden med glæde eller berøve hinanden glæde. At velsigne er at berige med glæde, at forbande er at berøve hinanden glæde. Når Gud beriger og velsigner os, skylder vi også at velsigne og berige hinanden. De gaver, der er kommet oven ned, har vi ikke fået for at samle dem i skattekister, men for at give dem videre til gavn og glæde for flere. Men når det er sagt, må vi også indse, at vor syndighed tydeligt her træder frem, for vi kan slet ikke lade være med at berøve og bedrøve hinanden. Hvor ofte rammes vi ikke af dårlig samvittighed, fordi tanker i tide og utide minder os om, hvordan vi igennem vort liv har svigtet eller været ligeglade eller har ødelagt glæden og livet og lykken for andre. Her på jorden lever vi på en måde, hvor vi stræber efter at gøre det gode, fordi vi ikke gør det gode naturligt. Vi ville gerne, men vi kan ikke. Hvis de gode gerninger flød fra os som skidt fra en spædkalv, ville der ikke være fattige og fortabte mennesker, der ville ikke være krige og nød.
Vi er sat og lever i denne verden, hvor vi kan se, at ikke alt er som det burde være; ikke alt er, som vi kunne drømme om. Der er plads til store forbedringer. Det er ind i den verden, Jesus taler, når han siger, at vi ikke skal stirre på materialerne omkring os; vi er ikke til for pengenes skyld, men pengene er til for vores skyld. Ikke fordi vi skal rage til os og samle store skatte. Vi skal først og fremmest lade os berige åndeligt af Gud, så vi jordisk kan leve til glæde og gavn for de nære og kære og de fremmede omkring os. Det er først, når vi opdager, hvor rige vi er som Guds børn, at vi kan dele rigdommene med hinanden. Jesus vender sagerne på hovedet. Rigdom er ikke at skrabe alt muligt sammen i en kiste eller et skatkammer. At være rig er ikke at have meget, men at have meget at give af. Den virkelig rige er nemlig ikke den, der har samlet meget i sine skatkamre, men den, der har meget at give ud af. Vores rigdom afhænger af Gud. Alt, hvad vi kom til verden med, har vi fået givet af Gud, hver en evne, selve livet.
Uanset om vi så hører Prædikerens Ord fra Det Gamle Testamente eller apostlen Paulus' ord til en god ven, eller om vi hører Jesu fortælling om den rige mand, der skal dø, kan vi altså drage den samme konklusion: Vi skal elske, mens vi tør det og leve, mens vi gør det; spise, drikke og være glade. Lad os være glade i dette liv. Hvad vi har fået givet af rigdomme, hvad enten de er materielle eller åndelige bruger vi bedst, når vi bruger dem til glæde og gavn for andre. Vi kan enten berige eller bedrøve hinanden alt efter, hvordan vi føler os beriget eller berøvet af andre og af Gud. Gud har givet os meget, vi skal blot åbne øjnene og se omkring os, og så tillade os selv at glæde os over Guds gratis gode gaver. Og hvilken gave er bedre end den, man kan dele med andre til gensidig berigelse? Amen.