I dag er det dagen derpå. Påskens dramatiske begivenheder nåede sit højdepunkt Langfredag, hvor Jesus døde og blev lagt i graven, og det efterlod nogle disciple både forvirrede og omtumlede. Hans disciple kunne ikke tro, at han virkelig var død, og de gemte sig i derfor husene for at sørge. I går, Påskedag, opdagede nogle kvinder så, at hans grav var tom, men da kvinderne fortalte dét til de andre disciple blev de mødt af vantro; at Jesus skulle været opstået fra de døde kunne de ikke tro – de kunne kun tvivle på, hvad kvinderne havde set. For deres oplevelse gik imod al naturlighed og fornuft. Nogle disciple havde mistet al håb på, at Jesus var andet end et karismatisk menneske, som døden havde lukket munden på. Derfor havde de forladt Jerusalem før den jødiske påske var ovre, for at komme væk fra stedet, hvor deres tro og håb havde lidt nederlag.
Disse disciple havde håbefuldt forladt alt for at gå den vej, som Jesus gik. De trådte i hans fodspor, og han gav dem store ting at se; lavede vand til vin, bespiste tusinder med kun lidt brød og fisk, han helbredte syge og gjorde mange gode ting, der gav disciplene grund til at tro, at Jesus virkelig var ham, der skulle gøre alting godt igen.
Israel var blevet besat af romerne, og jøderne håbede sådan på, at der engang ville fremstå én, som kunne smide besættelsesmagten på porten. Og ud fra det, de havde hørt Jesus sige og set ham gøre, var de fuldt og fast overbeviste om, at han var den, der skulle klare alting. At de skulle tage grueligt fejl var de altså ikke forberedte på. Langfredag var ikke kun mange, lange lidelser for Jesus med afhøring, piskning og korsfæstelse, men for hans disciple var det et knusende nederlag for deres håb og drømme om en ny storhedstid for jøderne i et mægtigt og stærkt Israel, der atter skulle flyde med mælk og honning. Fra han blev taget til fange i Getsemane Have var det som om, Jesus bare lod sig føre af sted, viljeløst og uden interesse i, hvad der skulle ske med ham. Hvis han virkelig var den mægtige frelser, de havde håbet på, hvorfor gjorde han så ikke modstand? Han kunne vel have hidkaldt hele hære af engle til at bekæmpe romerne eller have bedt Gud tale til de jødiske præster, så enhver én gang for alle ville kunne forstå, at Jesus virkelig var Guds søn. Men efter hans tilfangetagelse lignede han bare et almindeligt menneske, ja, måske endda bare en ganske ussel udgave af et menneske. En sølle mand, frataget sin frihed på vej til at blive hånet og henrettet, svigtet af alle, fordi han ikke kunne leve op til deres forestillinger og forhåbninger.
Da han døde var alt håb ude, for så var han jo alligevel bare ligesom alle os andre, og selv de bedste blandt mennesker må engang lukke øjnene en sidste gang. Det har vi oplevet alt for tit. Troen og håbet døde også Langfredag for de to disciple, og de gik nye veje for at finde et nyt håb.
Med de to disciples vandring til byen Emmaus får vi lov at se, hvordan nogle disciple reagerede på Jesu død og kvindernes udsagn om hans opstandelse, som vi hørte om i går. Det skulle jo egentligt have været en glædelig nyhed, men opstandelse er jo så unaturligt og uforklarligt, at den i første omgang skræmte både kvinderne og derpå disciplene.
Dagens to disciple havde fået nok. De gik nu deres egen vej - væk fra Jerusalem, væk fra discipelkredsen, væk fra Jesu død og opstandelse, væk fra alt det, de ikke kunne forholde sig til, fordi de ikke kunne forstå det. Væk fra knuste drømme og naive forestillinger. De havde fulgtes med Jesus og virkeligt troet på, at han skulle kunne genrejse Israles storhed. De havde satset deres liv og penge på ham; ja, de havde sat alt på ét bræt, de havde lagt alle deres æg i samme kurv, og nu var kurven altså faldet på klippehård grund, og alle æg knustes ligesom deres håb, drømme og forventninger. Skuffede gik de deres vej for om muligt at få fred for alt det, der gik dem imod.
De snakkede det hele igennem, som havde de været til en af vore senmordene coaches. Når man sådan snakker tingene igennem kan man få talt ud om alting, hvilket gerne skulle lægge låg på alle de følelser, der ikke længere gavner. Som når man forsøger at komme videre efter en ulykkelig forelskelse. Man går nye veje, kigger andre steder hen, finder nye mål for liv og tilværelse for at adsprede tankerne og håber i sin søgen på at finde en anden, der kan opfylde ens drømme, håb og længsler. Èn der kan skabe livslang glæde. Men hvem kan finde glæden, dér, hvor den er slået ihjel og lagt i graven på en brutal og ubarmhjertig måde?
De jødiske ypperstepræster havde vundet - deres plan var lykkedes, de havde fået skaffet sig af med den irriterende Jesus, der hele tiden udfordrede deres autoritet. Endelig havde de fanget ham både med lænker og ord, og da de havde fået ham slået grundigt ihjel, spredtes hans disciple, der alle som én svigtede ham og efterlod ham til dødens grumme skæbne. De to disciple var derfor ikke kun skuffede over Jesu nederlag, men også over deres eget svigt af ham, som de egentligt havde sat alt deres håb til. Men det gode, som de gerne ville gøre, gjorde de ikke i det afgørende øjeblik. Tværtimod. Og nu var alt for sent. Jesus var død, håbet var ude, og det var på tide at finde nye græsgange - og på den anden side af hegnet er græsset jo grønnere.
I de to disciple kan vi spejle os. Vi får ikke andre hverdagsmennesker i dagens fortælling. Og det er en fortælling om knuste håb, skuffelse – men også opstandelse af håb, glæde og lysten til atter at tro. Jesus opstod af graven for igen at opsøge de fortabte. Opsøge dem, der havde opgivet håbet på ham. Han fulgtes med de to disciple og gav sig tid til at udlægge alt for dem, men hvor meget han så end brugte sine pædagogiske evner og al sin viden om de gamle skrifter og profetier, så var det først, da han til måltidet sammen med dem afslørede sig selv i velsignelsen af brødet. Og da de genkendte ham, blev han usynlig for dem. Ikke som et spøgelse, der frygter menneskers nærvær, men fordi de havde sanset nok til at omvende sig og vende om, og vende tilbage til menighedsfællesskabet. Deres tro og håb var blevet vakt til live igen.
Det var opstandelse for alt det, der før hen var dødt for dem, og de skyndte sig tilbage til det, de havde forladt; discipelfællessskab, nadverfællesskab og samvær med dem, der havde det samme håb som dem selv. Ligesom de to disciple befinder vi os i dag her til stede i kirken. Håbet, troen og længslen er blevet vakt hos dem igen efter alt det, som Jesus lovede, som den Guds søn han virkelig bevistes at være, da han brød gravens død og brød brødet for dem. For dem ligeså for os. Jesus brød alene gravens dødstille mørke for atter at opsøge os i live. For atter at indgyde os trøst til at leve og håb til at tro på, at livet er værd at leve i glæde, kærlighed og mod trods hele verdens modløshed, sorg, had og død. Lad os derfor leve, som han har betroet os – thi se, græsset er sandeligt også grønt på denne side af hegnet, så sandt Jesus, søn af livets Gud lever og gør troen ny hver dag, vi lever! Amen.