I dag er det tredje søndag i advent, og nu er det lige op over; der er kun én søndag tilbage i advent, og så bliver det juleaften. Vi har tændt det tredje lys i adventskransen, og mange af os har fået pyntet lidt op derhjemme. Denne søde juletid bygger på gamle traditioner, der går hundredevis af år tilbage. Det er slet ikke til at forstå så mange år. Det hele begyndte med et barn, der blev født i en stald i Betlehem, men inden vi kommer til den fortælling juleaften, skal vi først høre noget om, hvad vi kan forvente af dette lille barn. For børn bliver som regel voksne, før forældrene får set sig om. Sådan gik det også med Jesus. | Læs Bibelteksterne til Tredje Søndag i Advent Salmer: DDS 749: I østen stiger solen op DDS 331: Uberørt af byens travlhed DDS 117: En rose så jeg skyde DDS 78: Blomstre som en rosengård DDS 192, v. 7: Hil dig, frelser og forsoner DDS 87: Det første lys |
I dag er det tredje søndag i advent, og nu er det lige op over; der er kun én søndag tilbage i advent, og så bliver det juleaften. Vi har tændt det tredje lys i adventskransen, og mange af os har fået pyntet lidt op derhjemme. Denne søde juletid bygger på gamle traditioner, der går hundredevis af år tilbage. Det er slet ikke til at forstå så mange år. Det hele begyndte med et barn, der blev født i en stald i Betlehem, men inden vi kommer til den fortælling juleaften, skal vi først høre noget om, hvad vi kan forvente af dette lille barn. For børn bliver som regel voksne, før forældrene får set sig om. Sådan gik det også med Jesus. I Det Ny Testamente hører vi faktisk ikke ret meget om, hvad Jesus lavede i sin barndom. Så vi ved ikke, hvad han brugte sommeren og vinteren til, eller om han fik gode karakterer i skolen, eller om han havde en kæreste. Vi skal nemlig helt frem til at han er voksen, før han begynder at gøre og sige ting, der får folk til at spærre øjnene op og undre sig over, hvad han egentlig er for en mand. De første par søndage her i adventstiden har vi hørt om, at Jesus kommer til folk som en ydmyg konge og som en dommer over levende og døde, ligesom vi har bekendt i trosbekendelsen. Både som konge og som dommer kommer Jesus for at gøre det gode mod mennesker; hans kongerige består af fred og hans domme består af nåde. Dvs. at han ikke dømmer folk ude, men tager imod enhver, der ønsker hans selskab eller hjælp.
I evangelieteksterne til både første og anden søndag i advent var det kun Jesus, der talte, og folk, der lyttede. Men i dag kommer også Jesu fætter, Johannes Døberen, til orde. Johannes er blevet smidt i fængsel, fordi han har fornærmet kongen. Imens han sidder i fangekælderens mørke og længes efter sollyset, hører han fra sine venner, der besøger ham, at Jesus går omkring og udfører mirakler. Johannes husker godt Jesus, for da han havde døbt ham, så han en due over Jesus, og han hørte en røst fra himlen, der sagde, at Jesus var Guds søn. Det gjorde stort indtryk på Johannes, men efter dåben gik de hver til sit, og først nu hørte Johannes igen om Jesus. Jesus var ikke længere en ukendt tømrersøn, men var kendt af mange fra fjern og nær, fordi han gjorde ting, som man troede var umulige. Johannes havde længe ventet på dette menneske, der kunne gøre det umulige; et menneske, som kunne skabe en ny, god forbindelse mellem Gud og mennesker, og måske var det ham Jesus? Johannes var nysgerrig og fik sine venner til at spørge Jesus, om han virkelig var den, som alle ventede på, eller om de skulle vente en anden.
Johannes havde i langt tid gået rundt i den store, tørre og steghede ørken, imens han fortalte alle, der ville lytte, om, hvordan Gud igen ville gøre alting godt, ja, Gud ville gøre ørkenen frodig og grøn som den flotteste have, og Han ville skabe fred og glæde over hele jorden, så der ikke længere ville være krig eller smerte, ja, selv døden ville ikke være mere. En dag ville Guds herlighed vise sig på jorden til stor glæde og forandring for os mennesker; de blinde ville få synet igen og de døve ville igen kunne høre noget. De lamme vil til den tid springe omkring som de nyfødte dyr om foråret, og de stumme mennesker vil bryde ud i glædessange til Gud. Johannes håbede på alt dette, og han troede, det ville ske, imens han selv var i live. Men nu sad han i fængsel, og han kunne godt fornemme, at han ikke ville leve ret meget længere – og han begyndte at spørge sig selv, om han mon havde troet på det helt forkerte? Om han havde bedraget sig selv og stirret sig blind på nogle ting, som aldrig ville kunne ske? Det var jo nogle ret voldsomme omvæltninger af naturen og hos mennesker, han havde håbet på. Nogle havde da også grinet af ham og hans forestillinger; det var da absurd at forestille sig, at ørkenens tørre og hede sand ville blive fyldt med en mangfoldighed af planter og blomster, eller at alvorligt kronisk syge mennesker bare sådan uden videre ville kunne blive friske og raske. Mange trak på skuldrene ad Johannes, lo ad ham og mobbede ham for hans tro på og håb om, at Gud en dag ville gøre alting godt.
Når nogen gør grin med vore tanker, tro og håb, kan vi godt blive usikre på, om vi nu rent faktisk tager fejl eller ej. Det kan være svært at bevare troen og håbet, når mange taler dårligt om det. Sådan oplevede Johannes det, og sådan kan vi også nemt opleve det i dagens Danmark, hvor der er så mange andre meninger og holdninger til alting, at vi nemt kan blive usikre på, om vi nu tror på det rigtige. Så er det nemmere at putte sig med sine meninger og holdninger, og bare tage en smilende maske på, så man ikke behøver at forsvare sig selv og sine meninger gang på gang. Nogle gange er det bare nemmere at være sammen med mennesker, hvis man ikke har nogle skarpe holdninger.
Men Johannes havde skarpe holdninger – han havde et klart budskab til folk, selvom mange ikke brød sig om at høre det. Og da han gik i Guds frie natur, selvom det var en barsk ørken, troede han fuldt og fast på, at Gud en dag ville gøre noget overraskende, som ville vende op og ned på meget – og give os mennesker et nyt håb om noget godt og fantastisk. At gå rundt i ørkenen var for Johannes som én lang ventetid ligesom vi andre venter på, det skal blive juleaften. Og en dag mødte han så Jesus og døbte ham, og siden røg han i fængsel. Det er her i fængslets mørke kammer, at han syntes, håbet var ved at forsvinde. Men han lod ikke bare tvivlen få magt; i stedet sendte han sine venner hen til Jesus for at spørge ham direkte, om Jesus var den mand, der bragte Guds rige til vores verden. Johannes måtte vide besked, inden det var for sent. Selvom Jesus var hans fætter, havde de ikke rigtig talt om det her med, at Jesus var Guds søn og verdens frelser. Først da Jesus stod foran Johannes i Jordanfloden og ville døbes, indså Johannes, at der var noget helt særligt ved dette menneske. Denne mand havde han leget med som barn, og de var vokset op i samme familie, de havde grinet sammen og lavet drengestreger. Nu så det hele meget anderledes ud for dem begge to. Nu var det hele blevet noget mere alvorligt.
Johannes' venner nåede hen til Jesus og spurgte ham, om han var den, som Johannes og hele verden ventede på – eller om der ville komme en anden. Jesus svarede, men i stedet for at sige enten ”ja” eller ”nej”, fortalte han, hvad der skete omkring ham: Netop de ting, som Johannes havde håbet ville ske, skete nu virkeligt! De døve fik hørelsen igen og de blinde fik synet igen. Jo, Jesus var sandelig den, de havde ventet på. Vennerne gik tilbage til Johannes, og selvom vi ikke helt ved det, kan vi godt forestille os, at Johannes er blevet glad for at høre, at ventetiden nu var ovre. De mange år i ørkenen og hans mange trælse og besværlige dage var slet ikke spildte. Johannes gik foran og gjorde vejen klar til, at Jesus kunne komme og forkynde sit evangelium, sit glædelige budskab om, at Gud vil gøre alting nyt og godt.
Det er mange år siden, Johannes sad i fængsel og Jesus gik omkring på jorden. I dag sidder Jesus ved sin Faders højre hånd, som vi bekendte i trosbekendelsen. Og Johannes er død og begravet et sted, som vi ikke længere kan finde. Sådan er tidens gang. Men ordene og løfterne om, at alting engang bliver nyt og godt lever endnu både i Bibelens fortællinger, i salmerne og i bønnerne og her ved tredje søndag i advent er vi meget tæt på den dag, hvor det skal fejres, at Gud kom til jorden i form af Jesus Kristus.
Blomstre som en rosengård skal engang alle de øde ørkner og fred, glæde og herlighed skal findes over hele jorden. Blomstre skal også vort hjertes tro og vore tanker skal blive klare, så vi engang forstår alt, hvad vi lige nu i vort jordiske liv kun kan undre os over og kun tvivle på. Alt dette og meget mere fyldt med glæde og vinderlighed begyndte at komme til verden engang for mange år siden, da Jesus kun var et lille barn, der lå og sov i krybben i en stald i Betlehem. Amen.