Tid er relativ, siges det. Det behøver vi ikke få at vide af en klog videnskabsmand, for vi oplever det tit og ofte. Når vi længes efter noget, som vi glædes ved, kan tiden gå dræbende langsomt, og det er som om, jo mere vi længes, desto langsommere tikker uret. Det kan fx ske ved juleaften, når man bare allerhelst vil flå gavepapiret op, men er tvunget til først at spise og danse om juletræet, før forventningens glæde kan indfries. Eller som i dag, hvor mange måske allerede sidder og drømmer om den fest, der skal holdes her efter gudstjenesten. Tid er relativ. Når først vi så befinder os i dét, vi har længtes efter, så går tiden som regel alt for hurtigt, og snart er det bare igen hverdag og triviel trummerum. Pludselig er det ikke længere juleaften, pludselig er konfirmationsfesten ovre, og både hverdag, arbejdsdag og skoledag begynder igen sin faste rytme. Livet igennem oplever vi tiden på forskellige måder; nogle gange går det stærkt, andre gange langsomt.
Det er dog vigtigt, at vi tager os tid til det vigtige. At skelne mellem det vigtige og det knap så vigtige må man lære hele livet igennem. Det er ikke sådan, at man kan tage undervisning i det og bestå til en eksamen, og man derefter så bare ved, hvad der er vigtigt. Livet igennem overvejer vi, hvad det vigtigste mon er. Imens vi går og tænker, står tiden dog ikke stille, og vi er tvunget til på en eller anden måde at følge med. Livet går sin faste gang fra vugge til grav, og indimellem har vi pligt til at leve som mennesker på godt og ondt imellem hinanden. Livet er som et bakket landskab, hvor det nogle gange går op ad bakke og andre gange ned af bakke. Sådan er det gået slægt efter slægt, og mange forskellige tider har budt på mange forskellige traditioner.
Desværre har vi med tiden mistet mange gode, gamle traditioner. I gamle dage skulle man efter konfirmationen ud at tjene, så man kunne få sig noget erfaring med arbejde og med livet, og så skulle man helst finde sig en ægtefælle, få sig nogle børn og købe sig et hus. Der var faste rammer. De faste rammer er efterhånden blevet skubbet væk, og alting kan vist nok lade sig gøre i vores tid. Alle skal åbenbart bryde med den sociale arv og gøre noget andet end sine forældre. Desuden skal man blive succesrig og have et langt og lykkeligt liv. Det er nærmest en menneskeret.
Det er også tydeligt for enhver, at vi lever i en tid, hvor vi måles og vejes og vurderes på alle ledder og kanter. I skolesystemet måles man på karaktererne, på arbejdet måles man på effektivitet, som menneske vurderes det om man er for tyk eller tynd, om man ryger og drikker og om man spiser sundt og dyrker motion. Man bedømmes på sit udseende og efter, hvilken musik man hører. Alle har høje krav til, om man kan blive en god kæreste eller en god ven. Hele tiden står vi for skud for andres meninger og holdninger om, hvordan vi lever. Uanset hvad man gør, uanset hvad man tænker, uanset hvad man tror på, vil der altid være andre til at sige, at vi gør de forkerte ting, at vi er forkerte, og at vi tror på de forkerte ting. Man kan aldrig gøre alle tilfredse, men vi ved jo godt, hvor rart det er at få ros fra andre, så man føler sig accepteret som en del af fællesskabet.
Kirken her står efterhånden som det eneste sted, hvor man kan komme frit og frejdigt som man er - ung eller gammel, syg eller rask, dum eller intelligent, grim eller flot. Det er dog slet ikke de ting, vi har fokus på her i kirken. Konfirmationen handler om et personligt valg, og jo mere man vælger selv og tænker over sine valg, desto mere vokser man og modnes som menneske. Da vi blev døbt som spæde og umælende børn, måtte vore forældre træffe valget for os og bære os til den dåb, der går forud for konfirmation. I har som konfirmander valgt at følge op på jeres barnedåb ved nu selv at tage ansvar for dåbens indhold og betydning for jer i jeres liv. I tager skridt for skridt mere og mere ansvar for jeres liv og dannelse, og med konfirmationen tager I ansvaret for at blive i den kristne tro, som det ellers har været jeres forældres og fadderes ansvar fra I var helt små. Konfirmationen er altså en milepæl i jeres livsrejse.
Livet vil byde på mange møder med nye ting og afsked med mange gamle ting. Der er nye møder, gensyn og afsked med mennesker; sådan er livets foranderlighed. Mange ting vil ikke komme igen, og når I sidder til festen senere eller ligger i sengen i aften, går det måske op for jer, at denne særlige dag heller ikke kommer igen. Den ligger dog som et minde om et vigtigt skridt i jeres liv, ligesom enhver fødselsdag eller juleaften, hvor forventningerne har været høje, og hvor glæden har boblet i jer. Mange ting vil I på den måde hilse på og senere tage afsked med.
I dagens evangelietekst siger Jesus til sine disciple, at selvom han farer op til himlen skal de ses igen. Der er et glædeligt gensyn i vente. Det er ham, det hele afhænger af, og gensynet bliver med glæde selvom vi sørger, og med fred, selvom vi er i krig. Jesus har det med at komme igen, og han kommer som regel på tværs. Jesu budskab retter sig ikke ind efter skoleskemaet eller arbejdsplanen eller samfundets indretning. Kirken er derfor vel nærmest samfundets sidste fristed for mennesker, samfundets sidste borg eller bastion for stilhed, eftertanke, for ånd og ord. Gudstjenesterne gør dog ingen rent fysisk forskel for mennesker, og præsten har snakket i hundrede år uden at bygge huse for fattige eller stille sulten for de hungrende. Konfirmationen har heller ikke noget med uddannelse eller eksaminer at gøre.
Kirkens opgave er nemlig at være et fristed for mennesker; et sted hvor tvivlen sættes i skammekrogen, når troens ord forkyndes for enhver, der vil høre. Evangeliet prædikes hver søndag uanset, om menigheden har eller er bumser, uanset om menigheden har eller er succesrig. Ordene om Jesu opstandelse fra de døde afhænger ikke af, hvem vi er; det afhænger ikke af, om vi er særligt gode mennesker, eller om vi er de største syndere af alle. Vi bliver vel heller ikke bedre mennesker af at gå i kirke. Til trods for alt, hvad vi er eller ikke er, kommer Jesus igen, som han lovede sine disciple. Kommer han så med eksamenspapirer eller afregninger på vores indsats her på jorden? Kommer han med lommeregner og vil tælle vores succeser og nederlag? Nej, han kommer med fred og glæde. Især i denne tid taler det alvorligt til os. Vores eksistens udfordres med evangeliets ord til os; vort liv sættes i perspektiv, og vores tro bliver kultiveret, som når man ude i haven kultiverer jorden, før man sætter forårets planter.
Alvoren og dannelsen i menneskelivet synes at være på vej ud af samfundet, fordi der tales mere og mere om penge og økonomi, mere om sociale problemer og flygtningepolitik og i al den snak fra meningsdannere og politikere glemmer mange at finde ro og fred til at give sig tid til at lytte til, hvad Gud egentlig vil os. Hvorfor skabte han os? Hvad er meningen med livet? Hvorfor lever vi her i DK? Mange store spørgsmål kan vi bøvle med og blive modløse over, og vi kan tvivle og blive frustreret over, at livet ikke passer ind i et skoleskema eller et regneark. Sådan er livets vilkår nu engang, men kirken er åben for enhver, der søger svar, og Jesu ord er tilgængelige for enhver, der ønsker at høre om andet end verdens nød og økonomiens elendighed. Her tager vi livtag med de store og små spørgsmål i livet; og vi fornægter intet, men håber på det, der er sværest at tro på.
Konfirmationen er en gammel tradition, som vi holder fast ved, for at I unge kan vide, hvor I står, hvad I kommer fra, når I skridt for skridt flytter hjemmefra og danner jer selv ved at danne jeres meninger om såvel tro som eksistens. Det er især vigtigt at huske på sit ophav, når I med tiden møder andre mennesker, religioner og kulturer. Forskellige tider medfører forskellige udfordringer, og kirkens forkyndelse lyder altid ind i en bestemt tid. Man kan sige, at der igennem tiden har været forskellige fænomener, tag nu bare de forskellige boybands lige fra Beatles til Back Street Boys til One Direction – moden skifter og hver tid har sin musik, men evangeliet lyder trofast og stålsat med de samme ord igen og igen; de gamle ord lyder ind i en ny tid og høres på en ny måde, fordi vi hver især flytter os efterhånden som vi lever og er til her på jorden imellem hinanden på godt og ondt. Når vi træder over dørtærsklen ind til kirkerummet, hvor evangeliet forkyndes og dåb og nadver afholdes, så sættes vores tro, tvivl og eksistens ind i en større sammenhæng, hvor Guds ord bliver vores trøst og styrke, så vi igen og igen må turde leve hver ny dag i tro, håb og kærlighed. Amen.