Nogle gange er det langt nemmere bare at stille spørgsmålene, men som præst er det lige netop min opgave også at fremlægge nogle overvejelser over, hvad disse tekster fra Bibelen kan betyde for os i dag. Det er naturligvis ikke alt, jeg kan besvare, og som lyttere kan I jo gøre jer mange tanker undervejs i min prædiken; måske finder I bedre pointer hos jer selv, end jeg kan sige herfra. Og det er kun godt. | Søndag d. 26. oktober 2014. 19. søndag efter Trinitatis Dagens Bibeltekster kan læses her 1. DDS 318: Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige 2. DDS 356: Almagts Gud, velsignet vær 3. DDS 334: Guds kirkes grund alene 4. DDS 164: Øjne, I var lykkelige 5. DDS 192 v. 7 6. DDS 375: Alt står i Guds faderhånd |
Den anden tekst jeg læste, er fra Det Ny Testamente, hvor den kloge teolog Paulus i et brev gav undervisning i kroppens sammensætning. Eller det skulle man tro. Det handler i hvert fald meget om det ene legeme med de mange lemmer. Paulus drog dengang rundt og dannede menigheder mange steder, og han skrev breve til sine menigheder for at styrke dem i deres tro og deres måde at leve på. Faktisk handler hans brev om det kirkelige fællesskab, som man ved dåben bliver en del af. Hver en person i fællesskabet har en værdi, der bidrager til den samlede menighed – ligesom hver del af kroppen bidrager til det hele legeme. Kroppen kan jo ikke kun være én ting, for så ville der jo ikke være en krop. Synet er vigtigt, og derfor er det vigtigt at have øjne. Men øjne kan ikke fungere uden hjerte, lunger, hjerne, blod og meget mere. De forskellige dele af kroppen har brug for hinanden for at kunne fungere og for at kunne udgøre det, vi kender som en krop. Menigheden er som en krop. I en menighed virker det derfor også bedst, når der er forskellige personer med forskellige tanker, talenter og tro. På den måde kan vi berige hinanden. Ordene fra Paulus' brev kan altså også sige noget til os i dag om, at vi skal se hinanden som dele af et fælles legeme. Det gælder såvel her i kirken som i landsbysamfundet. Hvis vi skærer en del af legemet fra, skader vi hele legemet. Tværtimod må vi give hinanden plads til at udgøre forskellige dele af legemet, så øjet ikke tvinges til at opføre sig som et øre, eller en fod tvinges til at være en hånd. Derfor må vi såvel i kirken som i landsbysamfundet være opmærksomme på hinanden i jævnbyrdighed – vi har alle en plads i dette legeme.
Den tredje tekst læste jeg her fra prædikestolen. Teksten er hentet fra et af de fire evangelier, der findes i Det Ny Testamente. Ordet evangelium betyder ”et glædeligt budskab”, og de fire evangelier fortæller om Jesus, da han fysisk vandrede rundt på jorden og talte med mennesker og udførte mirakler eller undere. Denne tekst handler om Jesus, der går rundt og samler en udvalgt flok omkring sig. I alt samlede han 12 mænd som en slags inderkreds, og det er især disse tolv, der har ført fortællingerne om Jesus videre til andre mennesker – både fjern og nær. Ifølge dagens evangelietekst var det ikke svært for Jesus at samle folk omkring sig. De flokkedes om ham, som var han en berømt musiker. Men han var menneskeligt set bare en jævn tømrer. Han var vokset op i de samme gader som de andre, havde leget med naboens børn, og havde gået i skole og var sådan at se til, en ganske almindelig, tilforladelig mand. Han gjorde ikke noget væsen af sig. Ingen ville kunne se på hans påklædning eller væremåde, at han er Guds søn. Der måtte andre øjne til. Et andet sæt briller, om man vil. Og derfor hører vi Johannes Døberen sige, at Jesus er Guds lam. Johannes havde selv døbt Jesus og havde set, hvordan himlen åbnede sig over ham, og en due var dalet ned over ham – og Johannes havde hørt Guds røst sige: ”Se, det er min søn, den elskede.” Johannes var den eneste, der havde hørt og set det, og da Jesus var blevet døbt, gik han videre, men Johannes var blevet slået af forundring og glæde. Himlen havde igen åbnet sig – denne gang var der ingen stige at se, og ingen engle gik op og ned ad stigen, og Guds himmel havde ikke åbnet sig på et bestemt sted, som i Jakobs drøm. I stedet for var Guds søn kommet ned på jorden som et rigtigt levende menneske, og Johannes havde set det helt tydeligt igennem troens briller.
I mange år havde Johannes læst i Det Gamle Testamente, og han havde troet og håbet på, at Guds løfter ville gå i opfyldelse; de løfter, Gud gav til Jakob om, at Jakobs slægt skulle blive så talrig som jordens støv. Og mange andre havde ligesom Johannes læst om de gamle løfter; derfor var det ikke svært for dem at tro, at Jesus virkelig var den, som de ventede på, den, som skulle åbne Guds himmel for dem, og den, som skulle skabe en slægt så mangfoldigt som jordens støv. Når de troede, kunne de godt se, at Jesus var den, de ventede på; men når de tvivlede – og det gjorde de meget – så kunne de kun se en mand ligesom dem selv. I evangelieteksten behøver Jesus dog næsten ikke sige, hvem han er, før mændene rejser sig og følger efter ham. De havde hørt meget godt om ham; rygterne var løbet i forvejen, og det må have været spændende og en stor ære at blive udpeget af selveste Jesus Kristus til at være en del af inderkredsen; de har fået en særlig plads i historien.
Nu har vi kort gennemgået de tre tekster, og så er spørgsmålet, om de har sagt noget, vi kan bruge i dag. Giver teksterne stadig mening? Ja, det vil jeg da håbe. I lyset af de salmer, vi har sunget, og dem, vi skal synge, kan man se nogle tydelige pointer. Som sådan er det blot nogle gamle ord og sange, men ser man på sagerne gennem troens briller, kan man se den åbne himmel, og man kan se det åndelige rige, der skabes på jord – ja, næsten så mangfoldigt og talrigt som jordens støv. Når man ser gennem troens briller, åbnes der en verden, der er dybere og har andre farver, end den verden man ellers ser. Men når tvivlen sætter ind som en kølig vindpust, ser man kun jævne mennesker og gamle traditioner.
Og der holdes gudstjeneste søndag efter søndag for at holde liv i troens flamme, så tvivlens vindpusteri ikke får held med at slukke flammen. Nogle gange samles der et stort legeme til kirkeligt fællesskab, andre gange samles der få til et mindre legeme; men både kæmper og dværge har lige meget ret til at kaldes ét legeme – for uanset om der er mange eller få kan lemmerne være til glæde og gavn for hinanden som i ét legeme. Et legeme, der her på jorden vokser ved dåben og mindskes ved begravelser, men som strækker sig langt ind i det hinsides. Amen.