Det er i dag Pinsedag, og dagen regnes for at være kirkens fødselsdag. Det er nemlig i dag, at kirken så at sige blev født. Vi hørte om, hvordan apostlene var forsamlet og oplevede, at Helligånden kom til dem som tunger af ild. Gud satte ild til menneskers hjerter, og det blev en brand, der ikke kunne slukkes, om man så brugte al vand i havet. Apostlenes hjerter brændte på en måde, de ikke før havde oplevet, og de begyndte at tale på fremmede sprog om Jesus Kristus. Ja, de kunne slet ikke lade være. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Det er selvfølgelig et mirakel, at apostlene pludseligt kunne tale på forskellige sprog. Og når der sker mirakler, spærrer vi øjne og ører op en ekstra gang. Enten må vores skepsis afvise miraklet, eller også må nysgerrigheden drive os til at undersøge, hvad der egentligt er sket.
Der er sket det, som altid sker, når Gud kommer tæt på mennesker; liv og ånd opstår, og glæden følger efter. I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden og han sagde: ”Lad der blive lys”, og der blev lys. I dag siger han: ”Lad der blive kirke”, og der bliver kirke. Hvor to eller tre er forsamlet, kan der være kirke. Så lad os ikke tænke på messefald eller dalende kirkegang, men lad os dvæle ved det faktum, at Gud ønsker nærvær med os. Han ønsker at styrke os i vor tro, håb og kærlighed. Og det kan sagtens ske, selvom kun to eller tre er forsamlet til bøn og salmesang.
Pinsen kommer efter påsken og Kristi Himmelfartsdag. I påsken hørte vi om alt det forfærdelige, der skete med Jesus. Vi hørte også om den glædelige opstandelse, da Jesus brød dødens lænker. Da Jesus steg op af graven og fór op til himmelen, sendte Gud sin ånd til jorden. Vi er altså ikke blevet forladt. At Gud sendte Helligånden til jorden, er et tegn på, at han stadig ønsker at etablere en god forbindelse mellem Gud og mennesker på trods af, at hans søn blev dræbt ved korsfæstelse og på trods af, at vi ikke rigtig kan finde ud af leve som Kristus sagde til os: I tro, håb og kærlighed. Vi har til stadighed brug for en livline, og det er Helligånden. I bibelske fortællinger møder vi den tit som en due, der flyver omkring, som fx da Johannes døbte Jesus, og himmelen åbnede sig og en due steg ned over Jesu hoved, mens der lød en tordenrøst fra himmelen: ”Du er min søn, den elskede, i dig har jeg fundet velbehag.”
Da vi for en halvandenuges tid siden her i kirken havde Kirke for de små, fik dagpleje- og børnehavebørn samt de voksne en due i pap. Det er nemlig ikke tilfældigt, at Helligånden ses som en due. For hvad er det, vi bruger duer til? Brevduer! Man kan sende breve til hinanden med en due, og når duen kommer fra Gud, kan vi nemt forstå det sådan, at Gud har sendt et brev til os. Og også at vi kan sende et brev til Gud. Det er nemt at sende et brev til Gud, for det gør vi hver gang, vi beder en bøn; Fadervor er et brev, vi sender af sted. Og derfor sad børnene med duen i hænderne, da vi bad Fadervor. Vi ved godt, at når vi sender personlige breve til hinanden, så viser vi, at vi ønsker en relation til den anden. Før internettets tid sendte man kærestebreve og julebreve til hinanden, og selvom internet-alderen efterhånden truer papirindustrien, så sender vi stadig alle mulige breve og beskeder til hinanden. Aldrig før har vi været så sociale – bag en skærm.
Helligånden kan man dog ikke finde på nettet. Man kan ikke google sig frem til at få tro, håb og kærlighed. Facebook er nok verdens største netværk af mennesker, men samtidigt hører vi dagligt om en stigende ensomhed blandt børn, unge, voksne, ældre og gamle mennesker. Vi har så travlt med at leve et liv på nettet, at vi glemmer at nusse med kæresten eller få nogle gode snakke med vennerne. Jeg er født ind i en tidsalder, hvor informationshastigheden er steget betragteligt, og hvor det går over hals og hoved med teknologisk udvikling. Vi kan ikke følge med. Og når vi prøver, får vi stress. Jeg så engang et klip på internettet af TV-avisen fra midt-halvfemserne. Nyhedsværten, en ældre, nobel herre i jakkesæt og slips talte langsomt og tydeligt, og da han var færdig med dagens nyheder var der åbenbart lidt tid til overs – hvor de så viste et klip af nogle ænder, der svømmede rundt i en sø. Nutidens unge ville have kedet sig halvt ihjel!
Der er efterhånden så meget fart over feltet, at adrenalinen og det høje sukkerindtag holder folk vågne i døgndrift. Hvor er der et stille rum med tid til roligt samvær og eftertanke? Jeg svarer: Her i kirken. Herinde er der virkelig ingen stress og jag. Det kan skræmme nogle, at vi her levner tid og rum til stilhed; og nogle falder i søvn, fordi det er kedeligt, siger de, men vi kommer ikke hurtigere frem, uanset hvor sjov og underholdende en gudstjeneste så kan være.
I pinsen for omtrent 2.000 år siden blev kirken født; uden kejsersnit, uden rygmarvsbedøvelse eller hvad man nu kan bruge. Kirken fødtes som en åndelig bevægelse. Apostlene havde vidt forskellige baggrunde og uddannelser; men de fik alle et forsmag på Paradis-herlighedens lagkage. Fyldt af glæde over livets under stod de dér blandt alverdens fremmede mennesker og talte på sprog, de aldrig havde lært. Guds ånd tager ikke hensyn til, hvor godt folk er uddannede eller hvor de befinder sig; når ens hjerte bruser over af glæde eller sorg, så må man juble eller græde. Nogle gange kan man røres af en uventet ånd, som da apostlene pludselig befandt sig i en situation, hvor de forkyndte om Guds storhed og almægtige gerning ved Kristus.
Helligånden giver os inspiration til at tro, og den bevæger os til at leve; den indgyder os mod håb og tillid. Det kan godt lyde flyvsk med den Helligånd, og hvad skal vi egentlig stille op med den? Helligånden er Guds gerning; vi kan hverken gøre fra eller til i forhold til, hvor Helligånden er, eller hvornår den kommer til os som inspiration eller sætter ild i vort hjerte. Helligåndens natur er at sprede fred, velsignelse og helbredelse, hvor end den kommer frem. Den kan vise sig igennem bønner eller salmer eller som et lyn fra en klar himmel. Og når hjertet flyder over, kan vi slet ikke lade være med at reagere på det. Guds ånd gør, at vi løfter vor hånd og rækker ud til mennesker omkring os. Apostlene var ikke alene med deres oplevelser eller deres tro og overbevisning; de var forsamlet og de havde et stærkt fællesskab, hvor de sammen kunne dele livet med hinanden i et åndeligt og et praktisk fællesskab. For det nytter ikke, at vi lukker os inde i os selv for at bede nok så meget, eller at stirre mod himlen for at forsøge at få et glimt af Gud; når Gud sendte sin ånd til jorden, så var det for at styrke os til at leve et konkret menneskeliv – i frihed, glæde og tro. Man kan ikke i sin travle kalender skrive, at man også skal huske at elske Gud og sin næste – det giver ikke mening. Troen, håbet og kærligheden må være oprigtige og umiddelbare. De gode gerninger, vi så gerne vil gøre, kan vi ikke tvinge os selv til, for så ville livet atter blive et fængsel af tungt ansvar og troen ville blive en tung byrde, der dræner glæden fra hjerte og sind.
Når Helligånden er blevet sendt til jorden, så er dens opgave hele tiden at styrke os og forny os, så vi aldrig bliver trætte i troen eller mister modet, selvom verden kan bringe os mere sorg, end vi kan forestille os. Et glædesløst, ufrit liv uden tro, håb og kærlighed ville være et sandt Helvede på jord. Og Kristus ønsker jo netop at befri os, og som forårskåde kalve sætte os fri på de lysegrønne enge.
Helligånden gør, at vi bliver nysgerrige på evangeliet om, at Jesus er Kristus. Den driver os til kirke, den inspirerer os til at læse i Bibelen og til at ofre os for andre. I hverdagens samfund er vi hver især som individer blevet det vigtigste i verden; egoisme og selvforelskelse stortrives, og man tager et hav af fotografier med sig selv i centrum; andre skubbes til side, andres meninger bliver ligegyldige, andres ve og vel og tro og håb må de selv tumle med, for enhver er sin egen lykkes smed. Kort sagt: mange mennesker er blevet ligeglade, de er blevet fattige på ånd og, og derfor synker deres hånd. Det er derfor tydeligt, at Guds ånd og verden ikke står på god fod med hinanden.
Imens mange synes inspireret til kun at tænke på sig selv, så gør Guds ånd os hele tiden opmærksom på mennesker omkring os. At være kirke er ikke et individuelt projekt, men kirke er fællesskab – uanset, om der kun er to eller mange hundrede forsamlet. Det er derfor, kirken er et underligt hus; man finder ikke magen til det andre steder. Fundamentet er nemlig ikke støbt af beton og kampesten, men af ånd; og huset er ikke bygget af mursten, men af levende mennesker. Det er altså vort fællesskab, der udgør kirken og kirkebygningen. Og det er derfor, vi frimodigt som børn med ild i rumpen kan løbe frit ud i hverdagen og fortælle om, hvad vi har hørt og oplevet; at Guds egen ånd er kommet for at styrke os i tro, håb og kærlighed. Amen.