Klokken slår, tiden går, og for mange kan dagligdagen være en voldsom trængsel og alarm. Søndag efter søndag slås kirkens døre op, for herinde kan man finde en bænk at sætte sig på med tid til eftertanke, og herinde kan tiden synes at gå lidt i stå. Kun solens bane over efterårets himmel afslører, at dagen langsomt skrider frem, ligesom den trofast har gjort det, siden vi blev født. Kirkerummet er en tidslomme midt i et samfund i rivende udvikling. For herinde arbejder vi ikke med det ydre, men med troen, håbet og kærligheden i vort indre; Jesu ord lyder i dag til de selvsamme ører, der for få øjeblikke siden lyttede til så meget andet, måske et skænderi eller til musik i radioen. Vi skifter ikke legeme, når vi går til gudstjeneste, og der er ingen krav om en bestemt påklædning eller et bestemt udseende. Ja, vi forlanger end ikke at se dåbsbeviset, før man får lov at gå herind. Herind kommer man praktisk talt lige ude fra gården og gaden.
Der er efterhånden kun få steder, hvor man frit og uhindret kan gå hen at sætte sig kortere eller længere tid, alt efter hvor længe ens trætte ben og urolige tanker har brug for et hvilested. Og når man sidder herinde kommer der ikke en person rendende for at ville tale med os om et eller andet, som vi ellers kan opleve mange andre steder, hvor der er kamp om vores opmærksomhed. Og er det ikke andre mennesker, der kræver vores opmærksomhed, så er der jo altid mobilen med facebook, twitter, snapchat og sms'er og hvad det nu hedder alt sammen. Der er et væld af informationer og tilbud, der kan stresse meget, hvis man føler, man hele tiden skal være opdateret om alt muligt. Og hovedet, der er fyldt med tanker om alt det, der er sket, det, der sker nu, og det, der kommer til at ske, tager også fokus og kræver opmærksomhed. Foruden hovedet er der også de mange følelser, der kan være lumske som ræve og drilske som killinger. Som de hele mennesker vi er med store eller små skavanker eller sår i sjælen, har vi altså fundet sammen her i dag – nærmest kun for at være til stede i rummet med hinanden en times tid.
Man kan fristes til at tro, at en gudstjeneste er præstens show, fordi I som menighed ikke rigtig kommer til orde; der er fx kun én talerstol, og den har jeg snuppet. Men dagens evangelietekst fortæller med en kort historie ganske fint, hvorfor vi gør, som vi gør i denne evangelisk-lutherske Folkekirke. Der er én, der fører ordet, og mange, der lytter. På den ene side kan det synes kedeligt – eller forfærdeligt, hvis det er en dårlig taler – på den anden side er der kun få, der skal forberede sig, nemlig præst og personale. Som kirkegænger og som menighed behøver man ikke forberede sig flere dage i forvejen. Og i løbet af gudstjenestens ca. 1 times varighed, siges der mange ord, synges en del salmer og bedes en del bønner. Det er det ydre; det kan vi sådan nogenlunde styre og forberede os på. Men hvordan ordene virker i hvert enkelt af os, kan præst og personale hverken styre eller forberede sig på. Efteråret går på hæld, høsten bæres hjem og fejres, dagene kortes af ligesom kornets strå er blevet det på markerne. Og efterhånden som mørket sænker sig over landet og by og vidner om, at det lige om lidt bliver vinter og jul, så kan vi bruge tiden på at finde ro til at sætte os ved hinanden og tale eller lytter – og bare være til.
Martha og Maria er kendt vidt og bredt. Ikke fordi de to søstre gjorde noget særligt eller havde en særlig funktion i datidens samfund, men vi kender godt typerne. Den arbejdsomme Martha, der forstod at varte op, når der kom gæster, og så den ikke så arbejdsomme – for ikke at sige dovne – Maria, der lod Martha gøre alt det praktiske husarbejde, imens hun selv blot satte sig hen. Og om Maria sagde Jesus, at hun havde valgt den gode del. Hvordan kan det være?
Martha gjorde ellers alt det, som vi har lært er rigtigt: hilste Jesus velkommen, bød ham indenfor, vartede ham op med kaffe og kage eller frokost, hvis det var ved den tid. Vi ved da godt, hvordan man behandler sine gæster ordentligt, og sørger godt for dem. Og er man af en ældre generation, så er det utroligt vigtigt at kunne byde på noget. Mange mennesker har trådt deres barnesko i trange kår, og når de så får lidt mere i huset, bliver det også vigtigt for dem at vise, at de ikke længere lider nød. Måske var Martha opvokset på den måde; det er ikke utænkeligt, at hendes forældre måtte slide for at få til dagen og vejen. Maria kunne snildt være en efternøler af en lillesøster, der var blevet forkælet, som småsøskende jo bliver det. På den måde var der en afgrundsdyb forskel i personlighed mellem de to kvinder til trods for, at de havde samme mor og far.
Det ser altså ud til, at Jesus roste den dovne Maria og slet ikke ænsede den arbejdsomme og flittige Martha. I vor tid kan hverken fabriksarbejdere eller husmødre løbe hurtigt nok for at nå alt, hvad der skal nås, inden fyraftenen trækker det arbejdende folk hen i sofaen til et velfortjent hvil. Studerende skal hurtigere igennem uddannelsen, og der tænkes mange steder på, hvordan de ansatte kan være mere effektive og arbejde mere, så der kan skabes større produktivitet. Imens tabes mennesker i systemet, ramt af stress og udbrændte af den evindelige konkurrence, der aldrig giver fred og ro til at være et nærværende mennesker, der blot kan sidde hos et andet menneske og lytte. Også i nogle kirker tænkes der på, hvordan man kan få flere aktiviteter op at stå, så flere kan bruge kirken og dermed bidrage til fællesskabet her. Ja, man kan få nervøs hjertebanken ved tanken om, hvad man skal nå her efter gudstjenesten. Martha er den type, som arbejdsmarkedet er glade for at ansætte. Det kan godt være, Rom ikke blev bygget på én dag, men måske var det fordi, Martha ikke stod i spidsen for det?
Maria derimod vil hverken arbejdsmarkedet eller de aktive kirker og foreninger have noget med at gøre. Hvis det eneste hun kan er at sidde og lytte, hvad gavn gør hun så? Det er jo ikke produktivt i vores forstand. Maria bidrog ikke til at varte Jesus op, og hun var formodentlig en poetisk drømmetype, som kunne se hele verdener i en snegl, en rosenbusk eller dagdrømme i timevis i en muddergrøft. Man kan også spørge, hvad Maria skulle lave, hvis Martha alligevel formåede at gøre det hele selv? De to søstre havde trods alle deres forskelle fundet en måde at bo sammen og leve på, selvom det ikke altid var gnidningsfrit; hvilket det sjældent er, når mennesker lever sammen. Man kan sagtens forestille sig, at de to søstre havde længtes lige meget efter Jesu besøg. At de to ugifte søstre boede sammen var ikke helt godt på det tidspunkt, hvor man helst som ung skulle blive gift og få børn, så man aktivt kunne bidrage til samfundet. I folkemunde har de nok ikke været kendt med de sødeste øgenavne. Dem gik Jesus altså ind at besøge, og af glædelig taknemmelighed reagerede de to søstre vidt forskelligt, hver på deres måde alt efter temperament og personlighed.
For Martha, der gerne ville gøre det gode ved at være til glæde og gavn med sine flittige hænder, var det hårde ord at høre, at hendes dovne søster, der kun var flittig med sine ører, havde truffet et bedre valg. Som om, at al Marthas slid og slæb med et knips blev erklæret for ligegyldigt. Men egentligt er det nådefulde ord for enhver, der arbejder hårdt. Jesus underkender ikke hårdt arbejde eller siger, det er ligegyldigt. Men der er en tid til arbejde og en tid til at sætte sig, pakke sit arbejde og sin mobil væk, og være nærværende i selskab med andre mennesker. Det er en opfordring til, at man engang imellem lige tager et velfortjent pusterum.
Det der med bare at sidde og lytte er næsten helt forsvundet i vort samfund. I skolerne skal eleverne undervises af altid veloplagte lærere, der med sjove indslag kan lege ny læring ind i børnene. Også i kirkerne vil man gerne forsøge at underholde menigheden, og selv nyhederne er ramt af trangen til at gøre mange ting sjove og på den måde lettere at høre på. Men det at sidde og lytte til et andet menneske, om det så er Jesu eller andre menneskers ord, er sjældent noget der er latterfremkaldende eller underholdende på en sjov måde. Og måske derfor er den nærværende lyttende samtale blevet en mangelvare i vort samfund, så de gamle bliver isolerede på moderne plejehjem, og børnene sættes til at underholde sig selv med moderne teknologi.
At sætte sig på sin flade og lytte til en anden kræver ingen indsats eller særlig dyr, moderne teknologi, men det kan give et meget stort udbytte rent menneskeligt set. Kan man give et andet menneske noget mere dyrebart end sin tid? Det kan være svært som for Martha at slippe sine gøremål, fordi den dårlige samvittighed straks vælter ind over én. At sætte sig som Maria, at vove at lade verden fare sin naturlige gang og blot være til stede i dette nu, kræver mere mod, end mange kan finde frem i deres hjerte. Maria sidder ved Jesu fødder, og vi sidder som menighed i kirken for netop at høre og ikke gøre andet end det: Lytte til ordene fra Bibelteksterne, salmerne og bønnerne. Det er i sådanne stunder, vi kan tænke over, om det vi hører, nu også giver mening; om det er noget, vi kan bygge vore liv på i tro, håb og kærlighed. Amen.