1. DDS 108: Lovet være du, Jesus Krist; 2. DDS 710: Kærlighed til fædrelandet; 3. DDS 46: Sorrig og glæde; --- ; 4. DDS 200: Jesus er mit liv i live; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat, Mel.: Jeg ved et evigt Himmerig; 6. DDS Gud er Gud før jorden skabtes
Fristelser kan være mange ting. Hvis man er på slankekur kan man sige, at det usunde mad frister, og hvis man er politiker, kan man sige at magten frister. Græsset er altid grønnere på den anden side af hegnet, siges det, og der er altid et eller andet, der kan friste vore sanser. Ethvert menneske har sine egne fristelser, lyster, længsler og laster at forholde sig til. Fælles for fristelserne er, at det truer med at føre én ad veje og stier, som ikke er til gavn for én selv eller andre. Hvis man falder for fristelserne, er det ikke utænkeligt, at man bagefter fortryder, hvad man har gjort. Og fortrydelsen kan medføre følelse af skyld og skam.
I Guds paradis, der kaldes Edens Have, levede to mennesker, en kvinde og en mand i fred og idyl, lige indtil slangen forledte de to, og de blev smidt ud af Edens Have. Slangen forstod at tale til deres nysgerrighed og begær, og slangen ledte dem af veje, der ikke gavnede dem. Slangen var ikke et væmmeligt væsen at se på, men ganske skøn og indsmigrende, så menneskerne ikke fattede mistanke. Det er som om, vi nogle gange dømmer hårde ud fra, hvad vore øjne ser og ikke efter, hvad vore øre hører. For hvis Adam og Eva havde hørt efter, sådan rigtigt lyttet til, hvad slangen sagde, så ville de vide, at den ikke var et af Guds bedste børn. Slangen var dygtig til at tale for sig, og den sagde ting, som de gerne ville høre. Den lokkede og fristede, og til sidst faldt Eva og Adam for fristelsen og troede et øjeblik mere på slangen end på Gud. Gud havde sagt, at de kun skulle holde sig fra at spise frugten af dette ene træ, men det gjorde de, og da de atter mødte Gud, følte de sig afklædte, nøgne og skamfulde over at være faldet for fristelsen. Eftersom de havde brudt det eneste bud, Gud havde givet dem, måtte de som straf forlade det skønne paradis, og leve et hårdt liv uden for Edens Have. Et liv, som vi stadig kender i dag i smerte og besvær.
Selvom vi i Danmark kan leve ret godt med mange slags velfærd, så er der dog én ting, ingen af os kan undslippe, nemlig døden. Vi bliver tit nok mindet om det, og det kan skabe meget frygt. Frygten for døden har fået videnskabsfolk til at søge efter midlet til evigt liv, men de kigger i reagensglas, og vi andre lytter til evangeliet om Guds søn, og lader os døbe i troen på håbet om opstandelse og evigt liv. Frygten for døden har også fået folk til at tro, at livet helst skal leves så stærkt, at man dør ganske ung. Frygten kan drive os ad mange veje, og af frygt kan man komme til at gøre dumme ting. Hvis noget er tydeligt for os, så er det, at vi mennesker ikke længere befinder os i Guds eget paradis, Edens Have.
Fyldt af fjender råber forskellige samfund op om frygt og rædsel og skaber panik, men ind i det kaos lyder evangeliet til os først og fremmest med ordene ”frygt ikke!”, ligesom det lød til hyrderne på marken julenat. Terroristerne ærinde er at skabe frygt og rædsel, og de håber, at frygten kan lamme vore hjerter og hjerner, så vi ikke formår at yde effektiv modstand, men at den modstand vi yder enten er svag eller panisk og derved nytteløs. Evangeliets budskab er lige modsat: Frygt ikke! Det er altså ikke fra Gud, at vi skal frygte noget ondt.
Men slangen efterligner evangeliets fredelige budskab. Som bekendt er den bedste løgn den, der ligner sandheden mest muligt. For slangen er ingen åbenlys terrorist, der vil sprede skræk, frygt og rædsel. Men den skaber en falsk tryghed, når den siger, at vi mennesker bare kan gøre, hvad vi vil – det får jo alligevel ingen negative konsekvenser. Vi kan bare spise af frugten, siger slangen, for Gud nænner ikke at slå os ihjel. Slangen ønsker altså at fremme egoismen i verden. Det, at vi kun tænker på vore egne lyster i stedet for at tænke på andres behov. Egoisme er ganske naturligt, og det ligger så dybt i os, at vi fra at være spædbørn kun har fokus på egne behov. Vi skal med tiden lære at tænke på andre. Når det er noget, vi skal lære, betyder det også, at det ikke bare kommer naturligt til os. Slangen har altså gode vilkår i verden og livet.
For slangen er der ingen faste sandheder, men alt kan vendes og drejes til ukendelighed, og Bibelen kan bruges som man vil. Fanden læser Bibelen med stor fornøjelse, så han nemmere kan argumentere for sin egen sag; nemlig egoisme og tvivl. Slangen hvisker og hvisler lokkende og forførende toner, og ligesom den lokkede Adam og Eva til at spise forbudden frugt, har den forledt mange til at tro, at man med god samvittighed kan kalde sig kristen, selvom man afviser at tro på den Gud, der har skabt alt, selvom man tvivler på, at Jesus døde for vores skyld og at han opstod af døden i bogstavelig forstand, og selvom man tvivler på Helligåndens usynlige gerning i vores verden. Slangen er menneskets værste fjende, fordi den giver sig ud for at være vores ven. Selv har vi altså ikke mulighed for at bekæmpe slangen, eller alt det, slangen repræsenterer af død, frygt, ødelæggelse og mismod. Gud selv måtte gribe ind, og det gjorde han; ikke ved som i Edens Have at smide mennesker længere og længere væk fra sit paradis, men ved at sende sin søn Jesus for at befri og frelse os fra den gamle synd.
Efter at Jesus var blevet døbt, begyndte han sin gerning som Guds søn. Og lige efter dåben tog han fat på at gøre et gammelt regnskab op. Slangen fra Edens Have lurede stadig i verden og fristede dagligt mange mennesker, og mange faldt stadig hver dag for dens fristelser. Det var på tide, at den gamle slange blev sat på plads. Derfor drog Jesus ud i ørkenen og fastede i fyrre dage, indtil han var helt udmattet af sult. Og netop som han var svagest, kom menneskernes fjende nr. ét: Slangen eller Djævlen eller Fanden, som han også kaldes – for også et ukært barn har mange navne. Og slangen tilbød med et djævelsk smil en nem løsning for Jesus, så han kunne få stillet sin sult. Men Jesus afslog, så der måtte større fristelser til - men hver gang afslog Jesus. I ørkenen stod slaget mellem to viljer: Jesu vilje og Djævelens vilje. Djævelen havde læst Bibelen som kun Fanden kan gøre det, og han ville med Bibelcitater friste Jesus til at opgive dét, han var kommet til verden for at udføre. Det lykkedes ikke, og med Kristus i verden blev der sat en stopper for slangens løgne. Slangen mødte sin overmand i Jesus, et menneske, der gav sit liv for at andre kunne leve – evigt.
Slangen er en forræder, og den henviser os kun til vores egen egoisme, men deri findes hverken frelse eller trøst. Jesus derimod henviser til Gud, der vil gøre alting nyt og godt. Og trods alle slangens lokkende fristelser forlod Jesus ikke sin vej til korset, men gik frejdigt fremad og styrede lige imod målet: som martyr for sit budskab om Guds fred og velsignelse til mennesker. Og netop som slangen Langfredag troede, at korsdødens hug i Jesu hæl havde gjort det endegyldigt af med ham, se, da skete underet påskemorgen, hvor slangens hoved blev knust. Og med slangens hoved blev hele verdens fornuft knust. Med tanken og fornuften og egoismen kan vi nemlig ikke begribe det, men i troen kan vi som børn forlade os på at håbet er sandt. For da er der ikke længere hverken død eller frygt til at drage os i tvivl eller fristelse. Og alligevel både fristes og tvivler vi dagligt på troen, håbet og kærligheden, for vi er endnu ikke i Guds paradis. Amen.