Anden Søndag efter Hellig Tre Konger Læs bibelteksterne her Salmer 1. DDS 411: Hyggelig, rolig 2. DDS 324: Dig rummer ej himle 3. DDS 108: Lovet være du, Jesus Krist --- 4. DDS 328: Hvor Gud sit hus ej bygge vil 5. DDS 321: O Kristelighed, v. 6-7 6. DDS 355: Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre |
Et sådant spørgsmål ville det ikke være særlig logisk at stille til en præst i festlig lag, men det skyldes en episode i Jesu liv, og det begyndte faktisk mange, mange år før Jesus gjorde tegnet med at lave vand til vin. Vi skal nogle tusinde år tilbage i tiden, før Jesus blev født. Dengang levede en stor mand, Moses, hed han, og han er en af de helt store jødiske berømtheder. Moses var en stor mand, der har fået en helt særlig plads i historien. Han var den jøde, der førte det jødiske folk ud af fangeskabet i Egypten, og han fik dem tørfodet over Det Røde Hav. Han hentede De Ti Bud ned fra det høje Sinaj bjerg; bud, som selveste Gud havde skrevet. Og da Moses kom ned fra bjerget strålede hans ansigt, fordi han havde været nær ved Gud. Jøderne blev derfor bange for Moses, fordi de ikke kunne tåle at se dette himmelske lys. Derfor lagde Moses et slør over sit ansigt, når han talte til jøderne. Moses så aldrig selv Guds ansigt og al hans herlighed, for det kunne intet menneske tåle at se uden at dø. Sådan var det for jøderne i Det Gamle Testamente. I Det Ny Testamente sker der noget helt andet, for der trådte Gud selv frem for mennesker i skikkelse af et menneske. Folk skulle ikke længere klatre op ad besværlige bjergveje for at nå op til en fjern Gud, som man alligevel ikke måtte se; nu kom Gud selv og så folk og lod sig se.
Maria, der før var jomfru, var indbudt til bryllupsfest i Kana, og med hende var også sønnen Jesus og hans disciple. De havde taget det pæne tøj på, og der var fest og glade dage, som der nu engang skal være ved at bryllup. Snakken gik og folk hyggede og morede sig, indtil der skete det grufulde, at vinen slap op! Det er et velkendt mareridt, at man som vært for mange gæster pludselig løber tør for mad eller endnu værre: drikke. Når det slipper op med de gode drikke, dør festen hurtigt ud. Derfor var det ikke for at sladre om en dårlig vært, at Maria sagde til sin søn, at vinen var sluppet op. Det betød, at den festlige stemning snart ville ebbe ud og den hyggelige snak snart ville forstumme.
At Jesus som sit første under laver vand til vin er ikke blot et udtryk for, at Jesus godt kunne lide god vin til en god fest, men at han er det sande vintræ, som vi er blevet podet ind på ved dåben. Vintræet er jo som bekendt det eneste træ, der kan lave vand til vin. Værten havde naturligvis købt god og dyr vin til sit bryllup, og han havde ladet sine tjenere servere den med ønsket om at glæde sine gæster. Men vinen slap til alles gru op og glæden blegnede i gæsternes ellers rødmossede kinder. Da Maria havde henvendt sig til sin søn, afviste han hende: Tiden var endnu ikke inde. Ligesom man ikke kan lave god vin af umodne druer, men må vente til druerne er modne, sådan lod Jesus sin mor vide, at hun ikke kunne bestemme, hvornår tiden var moden.
Det her med at gøre vand til vin ved en bryllupsfest, det var Jesu første undergerning efter han var blevet døbt og var begyndt sit virke som Guds søn. Det er nemlig først fra sin dåb, at Jesus blev rigtig åbenbaret som Guds søn og verdens frelser. Indtil dåben havde han tilsyneladende levet som alle andre jøder på den tid, og der var således ikke noget særligt at skrive om; og da man ikke skrev tykke bøger om almindelige mennesker, blev Jesus altså først sådan for alvor interessant, da han begyndte at gøre tegn og undere og forkynde evangeliet for fattige. Og selv dér var det ikke hans personlighed, man interesserede sig for, men de ting han sagde og gjorde, fordi der var mere kraft i det, end i alt, hvad man tidligere havde oplevet.
I mange sammenhænge er Jesus blevet fremstillet som en livstræt, alvorlig mand, der var from på den trælse måde og kun havde øje for det himmelske liv efter døden. Men det siger altså noget om ham, at han som det første i sin gerning lavede vand til vin. Hvis han nu var afholdsmand ville han næppe have gjort det, men i stedet have siddet i et hjørne af festen og set strengt fordømmende på dem, der nød vinen og måske slog sig løs til noget bryllupsdans. Hvis han var et moraliserende menneske ville han have lavet en tynd vin, der ville få gæsterne til at forlade festen i skuffelse. I stedet lavede han god vin, stærk og kraftig, så gæsterne virkelig fik kræs til ganen – og i overmål! Det er da vist til de færreste bryllupsfester, at man opregner mængden af vin i kar!
Til brylluppet i Kana begyndte Jesus at gøre de tegn, som sluttede, da han gik den blodrøde vej til korsfæstelsen. Inden sin henrettelse spiste han et sidste måltid med sine venner; det var ved dette måltid, at han sagde de ord, vi også hører ved nadverbordet. Ved måltidet delte han brød og vin ud som tegn på, at han overgav sit liv og legeme til sine venner. Det er denne blodrøde vin, der har trukket tråden lige fra bryllupsfesten til det sidste måltid. Med andre ord gav Jesus sit blod for at andre kunne leve, og han gav sit liv til frelse for mange.
At Jesus gjorde vand til vin var et under, han kun gjorde denne ene gang i sit liv; og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Ved festen var der seks vandkar; og det var kar, man brugte i forbindelse de jødiske regler om renselse. Både jødiske mænd og kvinder kunne blive urene af snart sagt alting, og derfor skulle man helst have adgang til at rense sig i fersk vand på bestemte tider af døgnet og måneden, så man kunne blive renset for sine synder og dermed stå ren over for Gud. Jesus lod dette renselsesvand omdanne til rigtig god vin, og det viser at de gamle love i jødedommen nu mister sin betydning og bliver erstattet af noget andet, nemlig Jesu eget blod, der renser os mennesker for al vor synd. Nu er det ikke længere os, der skal rense os i tide og utide, men Jesus har selv givet sit blod og sit liv for at rense os. Det er ikke en renselse, der gør, at vi bliver englebasser eller særligt hellige personer med overnaturlige evner; nej, ligesom vinen gør sin gode virkning, gør Jesu renselse at vi frit må og kan leve som mennesker uden altid at skulle frygte for at blive uren.
Alle de gaver og talenter, som mennesker har, udtrykker den kraft i livet, der giver tilværelsen saft og næring til et godt liv på jord. Vi har alle forskellige talenter og gaver, og ligesom Jesus gav saft og kraft såvel til et bryllup som til altergang, skal også vi efter evne og formåen leve sådan, at vi ikke gemmer vores saft og kraft for hinanden, men giver hinanden det gode i overmål – ja, i karvis! Vi skal alle leve og arbejde med dét, vi har fået givet, og i sidste ende får vi den løn, som Gud ønsker. Vinens styrke lindrer hjertet og letter humøret og får tungen på gled, og nadvermåltidet og det kirkelige fællesskab styrker troen og giver frimodighed til et jordnært liv med evighedshåbet for øje, hvor vi tør give os i kast med at leve frit og frejdigt og i vore almindelige dagligdage elske vor næste som os selv. Amen.