Siden min konfirmation har jeg tit tænkt over den sætning, som Jesus sagde engang, og som tændte min nysgerrighed. For hvad betyder det? Da jeg studerede teologi i Århus fik jeg endelig muligheden for at dykke helt ned i Bibelen på de gamle sprog som græsk og hebraisk, ned i de tykke bøger og tunge emner for at finde ud af mere. Selvom jeg læste og studerede var det dog ikke i Bibelens bogstaver, at jeg oplevede åbenbaringer; nej, sådanne åbenbaringer kan man ikke grave frem af døde bogstaver, men den åndelige del af kristendom kan man kun opleve personligt, når man lever i hverdagen. Men jo dybere, jeg kom ned i sagerne, og desto mere jeg stak min næse ned i bøgerne, desto mere så jeg glimt af en ubeskrivelig storhed og blev mere og mere forbavset over at Bibelen, indeholder et ret fantastisk – og provokerende – budskab om, at himlenes Gud er kommet helt ned i vores øjenhøjde for at opsøge os, for at danne fællesskab, ja, for at forsone sig med sit skaberværk.
Vi har ikke svært ved at forestille os en fjern og fremmed Gud, der sidder som en gammel, hvidskægget mand uendeligt højt oppe i sin himmel og kigger ned på os, ligesom en lille dreng kigger ned på de forvirrede haletudser i åen eller de travle myrer ude i skoven. Det er ret nemt at forestille sig engle med vinger og glorier, der sidder på skyer og spiller harpe. For så kommer det ikke så meget os ved; de passer deres, vi passer vores. Gud i sin himmel, mennesket på vor jord.
Det bliver dog straks en større provokation og sværere at forholde sig til, når Gud pludselig selv gør entré, lader sig føde for at leve et liv ligesom os. Hov, nu blander han sig pludseligt i vores verden! Når Gud er kommet til jord, hvorfor skal vi så stræbe mod himlen? Ikke nok med det, så begynder han som Jesus at udfordre vores måde at indrette verden på! Det vigtige for Jesus var nemlig ikke, om vi betalte skat eller gik på arbejde, men at vi viste venner og fjender barmhjertighed, og rent faktisk gjorde noget ved alle de fine idealer, vi går rundt og tænker på. Han bud er, at vi skal elske de fremmede, og bede for vore fjender – altså, være oprigtigt nærværende i tro, håb og kærlighed.
Jesus vidste godt, at han ikke bare kunne gå rundt og forlange så meget af andre – han måtte gøre det selv! Og det gjorde han så, ja, han gik hele vejen, indtil han gik i graven. Så meget gav han sig selv, så meget gik han op i sit budskab. Han var villig til at dø for sin sag; villig til at lade sig dræbe for at andre kunne leve. Så at vi kunne få liv ved hans blod. Rundt om i verden ser vi mest det modsatte, at folk er villige til at slå ihjel for deres sag – men Jesus var altså villig til selv at dø. For livets skyld!
Og det er netop livet, det hele handler om. Livet her på jord, først og fremmest, for det er her på jord, det sker. Livet er som en vandring mellem fødsel og død; en vandring op på glædens højderygge, hvor Guds føles allermest nærværende og ned i sorgens dybe dale, hvor Gud føles fuldstændigt fraværende. Det er på jorden vi er sat, skabt til at leve og dø – og alt hvad vi kan nå derimellem. Vi er sendt af sted for at leve.
Sendt af Gud. Gud sendte Moses for at redde israelitterne fra slaveriet i Egypten; efter udfrielsen måtte de vandre 40 år i ørkenen, og både Moses og mange af israelitterne døde, inden folket kunne bosætte sig Israel. Sidenhen sendte Gud apostlene for at udbrede det gode budskab, og selvom det ikke står i Biblen, går forskellige historier på, at de tolv apostle led grusomme skæbner, fordi også de måtte dø pga. det håb, de forkyndte. Hvor Gud sender sine tjenere, går han selv med. Det har altid undret mig, at Jesus skulle korsfæstes, fordi han forkyndte opstandelse, men værre er det næsten, at hans tolv apostle blev slået ihjel, fordi de helbredte syge og gav håb til dem, der intet håb havde. Nogle gange må man spørge: Kan verden virkelig ikke tåle Guds kærlighed?
Når vi hører evangeliet i dag, så er det os, Gud sender – ligesom han sendte Moses, og ligesom apostlene blev sendt. Først er vi blevet kaldt sammen her i kirken for at fejre gudstjenestens fællesskab og finde styrke til endnu en uge, og herfra sendes vi til – som Jesus selv – at være tjenere for hinanden. Jesus er vejen, sandheden og livet. Han er vejen til livet, han er sandheden om Gud og mennesker, og han er endda selve livet. Han gik vejen som ydmyg tjener, vejen lige ned i gravens mørke, hvor døden lukkede sig over ham; men livet brød med gravens død, og sandheden er, at Guds livsglæde og kærlighed til mennesker aldrig kan slås ihjel.
Sandhed. Tør man næsten tage det ord i sin mund? Hvem ved, hvad sandheden er? Hvis der virkelig findes en uafhængig sandhed, en objektiv sandhed, kan vi så overhovedet forstå den, begribe og fatte den? Vi må indrømme, at vi er begrænsede og at vi ikke kan overkomme at forstå alting. Vi har hver især vores forståelse af, hvad der er sandt, og hvad der er rigtigt – og det bliver en ørkenvandring, hvis vi skulle blive enige om alle ting i hele verden, ja, hvis vi skulle blive enige om, hvad sandheden er. Derfor er det meget nemt og bekvemt, at det ikke er vores opgave. Sandheden afhænger ikke af os; Gud kender sandheden – og så må han tage vare på den. Vi må hver især selv tage ansvar for – og selv tage stilling til, om vi kan tro det sandt, at Jesus også er Kristus for os.
Vi kan forstå noget, for vi tænker, føler og sanser også en del af sandheden. Vi ved jo godt, at vi til tider gør dumme ting, at vi sårer andre og os selv, at vi nogle gange kun tænker på os selv og egentligt helst ville være fri for alle andre, eller i hvert fald alle de fremmede, de fattige, de fjendtlige og alle dem, der bare skaber bøvl i vores hverdag; dem, der er en torn i øjet på os. Vi har også oplevet smerten ved at miste, smerten over ulykkelig kærlighed eller tabte venskaber. Følelsen af ensomhed er os ikke ubekendt, følelsen af at være uønsket eller til overs. Vi kan se og høre, hvordan krige raser både i vore hjerter og sind og i lande langt borte.
Vi kan bare begynde hos os selv og tænke efter, om ikke Jesus også er vejen, sandheden og livet for os. Til sine disciple sagde han: ”Jeres hjerter må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!” At tro det er at overgive sig i Guds hænder, og det er at gøre noget, at tro det er at gå; gå til gudstjeneste, gå til dem, vi kender og dem, der os fremmede, til den fattige, den fjendtlige og dér være menneske for dem, dér være Guds udsendte, og også dér være til trøst og gavn, helt enkelt, helt jordnært – helt medmenneskeligt. Amen.
Læs prædikenteksterne til 3. s. e. Påske
Salmer: 1. DDS 745 Vågn op og slå på dine strenge; 2. DDS 7 Herre Gud dit dyre navn; 3. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; --- ; 4. DDS 379: Der er en vej, som verden ikke kender; 5. DDS 469, v. 6-7: Så går nu sjælens højtid an; 6. DDS 721 Frydeligt med jublekor